Nyt job? Skippere søges til sejlads på Odense Å
30 timer ugentligt kan du i sæsonen sejle med turister i Odense. Duelighedsbevis er et krav, og du må være indstillet på at slette sommerferien sydpå fra kalenderen.
At stå op om morgenen til en dag, der stort set udelukkende byder på arbejdstimer bag roret. Et arbejde, der for mange lyder som en drøm. Ikke desto mindre er det et job, som Odense Aafart i øjeblikket tilbyder.
Forud for den kommende sæson søger selskabet flere skippere, der har duelighedsbevis og er i stand til minimum 30 timer ugentligt at sejle gæster op og ned ad Odense Å.
Praktisk arbejde på bådene
Sejladsen kommer til at foregå i arrangørernes tre turbåde, hvor der undervejs vil være vinsmagninger og lignende eventyr på åen.
Mens sejlerfaring er et krav, er det desuden en stor fordel at have haft egen båd eller lignende, således at skipperen er i stand til selv at reparere og vedligeholde undervejs:
- Det er et plus, hvis du kommer fra en håndværksmæssig baggrund og lyst til at passe både og motorer. Men ellers skal du være indstillet på at lære det, forklarer Odense Aafart i jobopslaget.
Fleksibilitet en nødvendighed
De kommende skippere skal være indstillet på at vinke farvel til deres sommerferie, da ferie fra den 13. april til den 1. september er udelukket, ligesom de må være parate til at aflyse aftaler og lignende ved pludselige vagter.
Ansøgningsfristen er den 28. februar. Læs mere om jobbet her.