Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Dansk Sejlunions bestyrelse søger efter penge til både OL i Japan og til Sejlsportsligaen. Foto: Dansk Sejlunion

OL-guldvinder Thomas Ebert trækker sig fra DS-bestyrelse og Sejlsportsligaen mangler penge

Direktør i Dansk Sejlunion, Christian Lerche, fortæller her om hvad bestyrelsen i DS arbejder på lige nu. Og så var Kim Andersen fra World Sailing forbi. Bestyrelsen talte om Sejlsportsligaen, som er udfordret af bortfaldet af hovedsponsoren ATEA. Besparelser truer.

Af Troels lykke |

Direktør i Dansk sejlunion, Christian Lerche, giver på DS-facebook et resumé  fra møde i Dansk Sejlunions bestyrelse, mandag den 9. september 2019 - Idrættens Hus, Brøndby:

Vores bestyrelsesmedlem (siden 2017) Thomas Ebert har besluttet sig for at trække sig fra bestyrelsesarbejdet for at hellige sig arbejdet i rosporten. Tak til Thomas for hans indsats for sejlsporten. I stedet indtræder 1. suppleant, Jens Haugaard.

Forberedelser til OL - sponsor søges

Bestyrelsen brugte en stor del af mødet på at tale om forberedelserne til OL i Japan i 2020. De fysiske forhold med meget høj varme, stærk sol og høj sø var en stor udfordring for sejlerne under den netop gennemførte OL-testevent.

Det kræver en helt særlig indsats af sejlerne og hele holdet at forberede sig godt til 2020. Bestyrelsen blev orienteret om planerne om et ”meeting point”, som kun kan gennemføres, hvis vi finder sponsorer til det.

Præsidenten Kim Andersen kom forbi

World Sailings præsident, Kim Andersen, deltog i en del af mødet og fortalte blandt andet om arbejdet med en ”governance reform”, der skal gøre beslutningsprocesserne mere effektive og meget gerne bane vej for, at World Sailings arbejde kommer til at handle om lidt mere end bare OL – fx udvikling af sejlsporten og ungdomsarbejdet.

Ildsjæle blandt tursejlere søges

For at udvikle og styrke Dansk Sejlunions indsats på tursejlerområdet blev det besluttet at søge aktive sejlere, der både kan sætte retningen og løse konkrete opgaver. Vi kaster nu et net ud i havet for at finde ildsjælene til dette arbejde.

Sejlsportsligaen mangler hovedsponsor

Bestyrelsen drøftede desuden situationen i Sejlsportsligaen, som er udfordret af bortfaldet af hovedsponsoren ATEA. Ligaens bestyrelse arbejder på at finde nye indtægter og besparelser, så ligaen kan fortsætte. Hvis ikke, det lykkes, så går ligarettighederne tilbage til Dansk Sejlunion.

Vi håber alle, at indsatsen vil lykkes. Hvis Dansk Sejlunion selv skal videreføre ligaen, må det nødvendigvis blive på et andet omkostningsniveau end i det nuværende setup.

Afslutningsvis gennemgik bestyrelsen halvårsregnskabet og estimatet for hele året.

/Christian Lerche

content-loader
content-loader
content-loader