Gå til hoved-indhold
Tur
Husk at pakke i en blød taske som nemt kan pakkes væk på båden, så den ikke fylder. Privatfoto.

Gast på langtur: Den uforudsigelige pakkeliste og andre gode tips

Hvad der skal lægges i tasken inden langturssejlads, kan være vanskeligt at spå om. Gasterne Maria Ravn og Sara Sulkjær giver her anbefalinger til kommende gasters pakkelister. Se også, hvad du ellers bør være opmærksom på inden afgang.

Af Maria Ravn og Sara Sulkjær |

Høj sol, palmestrande og azurblåt vand. En ikke sjælden udsigt for en langtursgast, som bedst af alt sammenlignes med de mange eksotiske TV-reklamer, der skal lokke vinterramte danskere mod sydens sol. 

Alligevel er der milelængder fra et ophold som langtursgast til charterferien på Mallorca.

Hvad du bør pakke i tasken, når kursen sættes mod sejlerfarvande langt fra Danmarks kyster, kan derfor være mere end vanskeligt at finde frem til.

Noget, som Minbaad.dk's Maria Ravn og Sara Sulkjær måtte sande, da de i vintersæsonen gastede på langtursbåde i Caribien og Mexico. Her giver de derfor deres bedste råd videre til sejlere, der endnu har gaste-oplevelsen til gode. 

Udfordrende sudokuer

Bøger, podcasts og musik. Tre indlysende underholdningstilbud, der i forvejen er en integreret del af flere danskeres hverdag. At de logiske Sudoku-opgaver, som vel primært hører hjemme på bedsteforældres stueborde, skulle blive en så stor vinder på min, Saras, langturssejlads, havde jeg dog aldrig regnet med.

Udfordringerne var oplagte at løse i fællesskabet med andre, da det - modsat ved læsning eller med høretelefoner i ørerne - var let samtidig at være nærværende.

Også en notesbog med tilhørende kuglepenne, som kan være vanskelige at skaffe på øde ankerpladser, blev min tro følgesvend, da jeg nød at føre de mange tanker, der opstår langt fra land, ned på papir.

Spil med besætningen

Selvom der er utallige ting, man kan foretage sig på en båd, blev især mine, Marias, aftener brugt rundt om bordet i salonen sammen med de andre gaster. Her spillede vi kortspil eller brætspil.

Der findes rigtig mange spil i rejsestørrelse, og ellers er et kortspil altid en god idé at have på sig for at samle besætningen. Så kan man jo altid sætte dagens opvask på højkant, hvis der skulle gå konkurrence i den.

Den ting jeg, Maria, var allergladest for at have medbragt, var et kamera. Et vandtæt vel at mærke. Selvom det kan være fristende at tage billeder på en smartphone, fordi man altid har den på sig, holder den altså ikke til en ordentlig omgang vand. Der taler jeg af erfaring.

Derfor er et vandtæt kamera et must, når man befinder sig ombord på en båd, og det er altid skønt at kunne sidde og kigge tilbage på billederne.

Den rette påklædning

På en båd er man omringet af vand 24/7, og derfor bliver det til mange timer i det klare vand. På de sydligere længdegrader er UV-strålingen kraftigere, og det skal man virkelig passe på.

En times snorkling med solcreme kan stadig give forbrændinger, og det tænker man måske ikke over, når man alligevel ligger i vandet. Derfor kan en solbeskyttende trøje være en god idé at pakke i tasken, selvom også det varmere tøj i nogle områder kan blive nødvendigt på de lange nattevagter.

Transport fra båd til land foregår oftest i en lille dinghy. Typisk skal man på tur og har derfor sin pung, mobil, vigtige dokumenter og diverse andre ting pakket i en taske. Men turen til og fra land kan hurtigt gå galt, hvis en hækbølge rammer forkert, og pludselig er alle ens ting gennemblødt.

Èn ting jeg, Maria, i hvert fald kunne have brugt på disse ture var en vandtæt taske. Disse tasker findes i alle størrelser og farver og fås i de fleste vandudstyrsbutikker.

Brug mobilen

Inden afrejse er det desuden en god idé at tjekke hvilket abonnement, du har hos dit teleselskab. Dækker data overalt i verden eller kun i EU? Hvordan forholder det sig med taletid og sms'er? 

Det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse, hvis man bruger data i udlandet. Hvis man skal opholde sig længere tid i det samme land, kan det derfor være en god idé at købe et lokalt SIM-kort.

Ikke kun kontakten med familie og venner derhjemme gøres lettere med mobilen. Ved at downloade ordbøger ned på telefonen kan du hurtigt komme i kontakt med de lokale, da kommunikationen let hjælpes på vej med et par hurtige gloser.

Befinder du dig i områder langt fra Danmark kan det desuden være en god idé at skrive sig på Udenrigsministeriet Danskerliste. Dermed ved myndighederne, hvor du befinder dig, hvis en katastrofe opstår nær dig.

Opsummering

Idéer til pakkelisten: 

  • Bøger
  • Podcasts og musik (+ powerbank)
  • Sudoku
  • Notesbog og kuglepenne
  • Vandtæt kamera
  • Vandtæt taske
  • Solbeskyttende tøj
  • Skiundertøj
  • Hue og handsker
  • Spil i rejsestørrelse

Vær desuden opmærksom på:

  • Mobilabonnement (særligt mht. dataforbrug)
  • Ordbøger på telefonen
  • Udenrigsministeriets danskerliste
content-loader
content-loader
content-loader