Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Sejlere med båd i Storbritannien kan komme til at betale moms og told, når briterne forlader EU. Foto: Als Rundt

Anbefaling: Få båden ud af Storbritannien inden Brexit

Det kan koste danske bådejere dyrt i form af moms og told, hvis de har en båd opbevaret i Storbritannien, når landet efter planen træder ud af EU den 29. marts. Intet ligger dog fast endnu.

Af Sara Sulkjær |

Er du dansk bådejer med båd liggende i Storbritannien, så gælder det om at få båden ud af landet før den 29. marts, hvor briterne efter planen forlader EU.

Det er ordlyden i en advarsel, som European Boating Association har udsendt bredt blandt lande i EU, herunder Danmark.

Det skriver Dansk Sejlunion på sin hjemmeside.

"Hård Brexit" udløser problemer

Sagen handler kort sagt om den politiske krise mellem Storbritannien og resten af EU og om vilkårene for det forestående Brexit - britisk udmeldelse af EU.

Skæringsdatoen for britisk udtræden, 29. marts, nærmer sig hastigt, og som sagerne står lige nu, er der udsigt til en "hård Brexit" i skilsmissen mellem EU og Storbritannien.

En "hård Brexit" (eller "no deal") vil i praksis indebære, at alle lystbåde på britisk område mister deres EU-status i samme øjeblik, at Brexit træder i kraft.

Bådene mister med andre ord deres ret til fri bevægelighed i EU - og dermed vil en båd blive betragtet som en importvare til EU i det øjeblik, båden krydser landegrænsen fra Storbritannien til et land i EU.

Som importvare vil båden blive genstand for toldkontrol på lige fod med både fra andre lande uden for EU, hvilket kan udløse krav om fx momsbetaling og importtold.

Dansk Sejlunion: Få din båd ud

- Jeg tror ikke, at mange danske bådejere har deres både i britiske havne eller farvande på denne årstid, lige så vel som der også til det sidste er usikkerhed om modellen for Brexit, siger Christian Lerche, direktør i Dansk Sejlunion.

- Men vi er så tæt på skæringsdatoen nu, at der er grund til at regne med en risiko for en ”hård Brexit”. Derfor er vi fra Dansk Sejlunions side nødt til at advare vores medlemmer om, at de kan få problemer, hvis de har deres båd i britiske havne henover skæringsdatoen og efter den 29. marts 2019 – og derefter returnerer til EU.

Dansk Sejlunion vil supplere med nye imformationer om sagen - i takt med, at de foreligger.

content-loader
content-loader
content-loader