EM: Højen rykker otte pladser frem i tabellen - Lin og CP er 4'er
Finnjollesejler André Højen har fundet EM-formen i Athen, hvor der dog fortsat er et stykke vej til de eftertragtede OL-billetter. Bedste danskere ved europamesterskaberne er Lin Cenholt og CP Lübeck, der ligger á point med tredjepladsen.
Efter en ærgerlig første sejldag ved Finnjollernes europamesterskab i Athen, hvor der foruden medaljer er OL-billetter på højkant, lykkedes det onsdag André Højen at få vind i sejlene.
En syvende plads i første sejlads og to placeringer som nummer 24 skubber danskeren fra en 37. til en samlet 29. plads, inden stævnet slutter lørdag.
- Det blev til en lang, men noget bedre dag resultatmæssigt for mig. Vi kæmper videre i morgen, der er massere af sejladser tilbage, fastslår den 26-årige sejler på Facebook.
13 foran Højen i OL-køen
I det vigtige OL-regnskab har danskeren fortsat 13 ikke-kvalificerede nationer foran sig, der ligeledes kæmper om de fire eftertragtede billetter til den olympiske startlinje:
- Så stadig noget at stræbe efter, men der er muligheder, hvis han fortsætter den opadgående EM-formkurve, skriver Sejlerlandsholdet.
I Nacra 17-klassen lykkedes det ligeledes Lin Cenholt og Christian Peter Lübeck at fortsætte deres fine formkurve ved europamesterskabet i England.
En flot serie på 4-1-3 sender danskeren ét skridt op ad rangstien på den samlede fjerdeplads, á point med italienerne på tredjepladsen, inden guldfelts-sejladserne indledes torsdag.
Prik til Warrer og Precht
Også Ida Baad og Marie Thusgaard er at finde i guldfeltet for 49erFX'erne torsdag. Med en 5-2-11-serie holder pigerne fast i deres syvendeplads, mens Anne-Julie Schütt og Iben Nielsby ligger samlet 15 i samme klasse.
I herrernes 49er er det endnu engang den erfarne Jonas Warrer, der med gast Jakob Precht fører an blandt de danske både. En blandet serie med en sjetteplads, en fremragende prik og en ærgerlig 21. plads placerer teamet på en samlet 14. plads.
De danske EM-resultater
Finn (84 både):
29: André Højen Christiansen: 7, 24, 24
Nacra 17 (55 både):
4. Lin Ea Cenholt-Christian Peter Lübeck: 4, 1, 3
19. Allan Nørregaard-Katja Salskov-Iversen: 11, 16, 9
22. Natascha Saouma-Mathias Borreskov: 7 ,12, 13
53. Clara Roskjær-Jesper Vogelius: 24, 24, 25
49erFX (57 både):
7. Ida Marie Baad-Marie Thusgaard: 5, 2, 11
15. Anne-Julie Schütt-Iben Nielsby: 4, 16, 11
49er (96 både):
14. Jonas Warrer-Jakob Precht Jensen: 6, 1, 21
16. Mads Emil Lübeck-Nikolaj Buhl: 21, 11, 3
45. Daniel Nyborg-Sebastian Wright Olsen: 21, 17, 9
54. Michael Hansen-Mathias Sletten: Trukket sig fra stævnet
Se samtlige resultater fra Finn-klassen her samt fra Nacra-klassen og de to 49er-klasser her.