Så skal der arbejdes på båden - solrigt påskevejr - varmen kommer onsdag
Der er god grund til at finde arbejdshandsker eller redningsvest frem i påskedagene, hvor temperaturen igen bevæger sig opad. Tag desuden solcreme med i tasken, rådgiver TV 2.
Mens nattefrost og kølige dagstemperaturer har præget vejrudsigterne de første dage i påskeugen, kan sejlerne se frem til langt varmere vejr onsdag.
Flere steder i landet vil termometeret ramme de 15 grader, mens solen vil stå højt på himlen. En cocktail, der kalder på aktivitet på landets havne.
Opvarmning fra Centraleuropa
Det er lunere strømme fra syd og sydøst, der er den direkte årsag til det varmere vejr i påskedagene:
- I foråret starter opvarmningen over Centraleuropa tidligere, end den gør i Rusland. Så en mere sydøstlig vindretning får efterhånden temperaturen til at stige frem mod påsken, forklarer DMI på deres nye hjemmeside.
Helt op til tyve grader er på menuen for de heldigste sejlere i weekenden, når båden enten skal i vandet eller have luftet sejlene i de 6-8 sekundmeter.
Husk solcremen
Selvom kalenderen endnu siger april, og shorts og t-shirts ligger bagerst i skabet, må solcremen frem fra gemmerne inden havne- eller sejlturen:
- I forårsmånederne og den tidlige sommer er ozonlaget faktisk relativt tykt, men grundet et højtryk nær Danmark vil ozonlaget i løbet af ugen bliver op til 30 procent tyndere end normalt, advarer TV 2.
Kilder: DMI og TV 2