Eventmager Morten Brandt overtager Danmark Rundt Singlehand
Skandinavisk Singlehandsejler-Forening vil hellige sig kerneopgaverne rådgivning og undervisning. Derfor indgår de samarbejde med Morten Brandt, som har udviklet og eksekveret koncepterne bag Silverrudder Challenge og Vegvisir Race.
Skandinavisk Singlehandsejler-Forning, SSF, har siden 2016 formået at samle de danske solosejlere, indgå en associeringsaftale med Dansk Sejlunion og etablere et samarbejde med klubberne bag de toneangivende danske singlehandsejladser.
Sideløbende har foreningen søsat flere nyskabende kapsejladser, som har tiltrukket sig international opmærksomhed og interesse.
Foreningen har imidlertid erkendt, at skal sejladserne vokse yderligere er det uforeneligt med foreningens primære ønsket om øget indflydelse, når fremtidens shorthand-sejlsportsmiljø formes i Danmark og Nordeuropa.
Skandinavisk Singlehandsejler-Forning vil fokusere på uddannelse og rådgivning
I stedet for at have fokus på drift af kapsejladser vil SSF i fremtiden primært have fokus på uddannelse og rådgivning af sejlere og klubber, der ønsker at arbejde med shorthanded sejlsport.
- Vi har erkendt, at vi er en lille forening, og at vi bør bruge vores kræfter, der hvor vi kan gøre den største forskel, og det mener vi er inden for uddannelse og rådgivning. Drift af kapsejladser er tidskrævende. Det kræver en stor indsats både før, under og efter sejladserne, hvis man ønsker høj kvalitet og fremgang, hvilket vi gør, udtaler Jacob Handrup, som er formand for SSF.
Derfor det blev det Morten Brandt
Derfor så foreningens sig om efter egnede kandidater, der kunne løfte opgaven. Det tog imidlertid ikke megen tid at nå frem til, at den rette person til opgaven måtte være Morten Brandt.
Med Svendborg Amatørsejlklub som logistisk samarbejdspartner startede han den nordeuropæiske singlehand-bølge med Silverrudder Challenge, der hurtigt blev verdens største breddesejlads for solo-sejlere.
Siden søsatte han Vegvisir Race i samarbejde med Guldborgsund Kommune og fem lokale sejlklubber. Denne sejlads tilbyder både single- og doublehandsejlads og har også flere hundrede deltagere.
– Jeg blev både beæret og glad, da Skandinavisk Singlehandsejler-Forening tog kontakt og luftede deres ideer for mig, siger Morten Brandt.
SSFs sejladser er i dag stærke brands. De er længere og hårdere end andre sejladser i danske farvande og SSF har fra starten stillet strengere krav til sikkerheden end nogen anden singlehand-sejlads i danske farvande.
Sikkerhedsniveauet vejede derfor tungt
Sikkerhedsniveauet vejede derfor tungt under forhandlingerne om at overtage sejladserne og drive dem uden for SSFs regi.
- Sikkerhed er foreningens DNA. Double- og singlesejlads er ikke risikofrit, men man kan gøre meget for at sikre sejlernes sikkerhed og for at sejlerne bevidst arbejder med at sikre egen sikkerhed. Det er foreningens højeste prioritet, fortæller Jacob Handrup.
Morten Brandt var imidlertid ikke interesseret i blot at overtage det eksisterede setup for sejladserne. Han vurderer, at noget nyt skal til, hvis interessen for shorthand-sejlads skal fastholde den voksende interesse.
- Sikkerheden ligger fast. Danmark Rundt vedbliver med at være en distancekapsejlads med det højeste sikkerhedsniveau herhjemme. Derudover har jeg fået frie hænder. Og jeg kan godt love, at der vil ske ændringer, så det bliver mere udfordrende at være med og mere underholdende at følge med. Det vil også blive mere attraktivt at være værtsby, da jeg ser mere end en kapsejlads. For mig der tale om som et event med kommunikation og sideevents tilknyttet før, under og efter.
Der er flere kommuner i spil, der potentielt kan huse værtsskabet for de kommende sejladser. Blandt andre har Assens på Fyn vist interesse, men også kommuner i Jylland og på Sjælland er i spil.
SSF ser frem til samarbejdet, hvor de naturligvis er konsulenter på sejladsens nye og meget udfordrende setup.
- Da vi først hørte Morten Brandts visioner for videreudvikling af sejladsen, blev vi noget overraskede, men snart kunne vi se ideen i det nye koncept. I dag glæder vi os til at deltage, siger Jacob Handrup.
Danmark Rundt i 2020 eller 2021
Om der kommer en Danmark Rundt i 2020, eller om det først bliver i 2021, står endnu ikke klart. Først skal der indgås en aftale med en eller flere co-arrangerende kommuner om et venue-sponsorat.
Når det er på plads kan tilmeldingen åbne til Danmarks hårdeste shorthand-kapsejlads.
Om Skandinavisk Singlehandsejler Forening
Foreningen blev stiftet d. 4. januar 2016 i Odense. Erik Venøbo, der vandt Sjælland Rundt Singlehand i 2014 mente, at der var behov for en forening, der kunne skabe basis for et dansk/skandinavisk singlehandmiljø.
Han tog kontakt til solosejler Jan Møller, der var med på ideen. I singlehandforeningen diskuteres og udveksles erfaringer. Foreningen er ikke kun for kapsejlere, da der er masser af tursejlere, der ofte sejler lange stræk alene eller doublehanded.
Blandt foreningens formål er at: Udbrede kendskab til og interesse for single- og shorthandsejlads i Nordeuropa. At udforme et sikkerhedskodeks for singlehandsejlere, at rådgive og vejlede kapsejladsarrangører af short- singlehandsejladser.
Om Danmark Rundt
Danmark Rundt er Danmarks længste og hårdeste kapsejlads og den sejlads der forløber over flest dage. Sejladsen er undfanget af Erik Venebo, der pålagde sig pioner-opgaven, at gennemsejle ruten i 2014 for at se om det var muoligt.
I dag er kapsejladsen pt. den ultimative udfordring for singlehand-sejlere – det er en stor præstation blot at fuldføre, og fuldfører en sejler ikke, er det oftest et udtryk for godt sømandsskab.
Om Morten Brandt Rasmussen
Morten Brandt er prisbelønnet for sine evner som eventdesigner og -organisator. Han har udviklet Adventure Sail Race konceptet bag sejladserne Silverrudder Challenge og Vegvisir Race.
Sejladserne har haft stor effekt for interessen for singlehanded og doublehanded sejlsport i Nordeuropa og de har bidraget til at gøre shorthanded sejlsport tilgængelig for breddesejlere.
Han har på sit CV bl.a. syv år som chefredaktør for magasinet BådNyt, sejlsportsekspert for Danmark Radio, freelancer magasinet BÅD, medlem af European Yacht of the Year juryen og så yder han PR kommunikations- og presserådgivning i og uden for bådebranchen.