Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe i Ærøskøbing i 2018. Til næste år anløber de gamle sejlskibe igen Ærøskøbing. Foto: Søren Stidsholt Nielsen, Søsiden, Fyns Amts Avis

Middelfart bliver finale-havn for 500 Fyn Rundt-sejlere på ældre sejlskibe

Nu ligger hele ruten for Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe klar. Start går i Svendborg i juli.

Af Troels lykke |

For Fyn Rundts stævneleder, Jan Jay Brun Jensen, Svendborg, har kabalen for næste års store sejlskibs-træf været en af de langvarige at lægge.

Drypvis er nogle af anløbsbyerne bekræftet. Først nu ligger hele ruten for Fyn Rundt for Bevaringsværdige Sejlskibe klar.

- Vi har haft flere udfordringer end normalt - ikke mindst fordi vi havde håbet på Nyborg som startby. De ville så ikke. Derfor skulle vi blande kortene på en anden måde, end vi først have tænkt os, siger Jan Jay Brun Jensen til Søsiden, Fyns Amts Avis

Start i Svendborg

I stedet for Nyborg som start-havn er Svendborg valgt. Dermed er byen atter med på Fyn Rundt-sejladsens plan efter, at skibene sejlede udenom Svendborgsund i år.

- Vi er rigtig glade for igen at skulle til Svendborg, fastslår Jan Jay Brun Jensen.

I løbet af weekenden den 18. -19. juli vil de forventet omkring 50 sejlskibe ankomme til Svendborg. Mandag morgen står de vestud af Sundet og gør sig klar til en start formentlig mellem Skarø og Lehnskov.

Derfra vil sejladsen gå nord om Avernakø/Korshavn og videre mod første anløbshavn, Ærøskøbing mandag. Dermed er det tredje år i træk, at Ærø får besøg af Fyn Rundt. I år havde Marstal fornøjelsen.

Tirsdag kapsejles fra Ærø mod Faaborg. Fra Faaborg går det onsdag morgen mod en pt. ukendt position:

- Vi har fra skibene et ønske om at tage en nat for anker. Hvor vi skal ligge, vil vi sammen med dommer Sune Blinkenberg finde ud af, når vi på dagen kender vejr og vind, forklarer Jan Jay Brun Jensen.

Under alle omstændigheder anløber Fyn Rundt-skibene Assens torsdag eftermiddag.

Fredag morgen går det videre op gennem Lillebælt mod Middelfart. Det er første gang byen skal være finale-havn og lægge kaj til festen for de forventet over 500 glade og sultne sejlskibs-folk.

Kilde. Søsiden, Fyns Amts Avis 

content-loader
content-loader
content-loader