DMI: Uge 30 bliver for alvor sejlerferie med sommerdøgn med 25 grader
Næste uge ser ud til at blive varm – rigtig varm. I stor kontrast til juli 2018 har juli 2019 endnu ikke haft et eneste sommerdøgn. Altså en dag, hvor temperaturen overstiger 25° C.
Selvom månedsprognosen melder om fortsat almindeligt dansk sommervejr de næste fire uger, så er der alligevel udsigt til et solidt varmepust fra syd i næste uge, og dermed også udsigt til de første sommerdøgn i juli i år, skriver DMI i en pressemeddelelse af Herdis Preil Damberg.
Dermed kan sejlerfolket atter glæde sig til varmen, som var så fremtrædende i 2018.
Langtidsmeteorolog Steen Hermansen har kigget langt frem i prognoserne. Mest af alt ser han ikke de store udsving fra almindeligt dansk sommervejr. Og dog.
Næste uge ser nemlig ud til at skille sig ud, idet gedigen varmluft fra syd trækker op over landet. Derved er der mulighed for, at det kan blive varmt – altså rigtig varmt.
Sommerdøgn med magiske 25 grader
Ifølge vagtchef Mette Wagner viser den seneste prognose, at det bliver varmt fra tirsdag og nogle dage frem:
- Langt de fleste steder kan vi nå eller passere de magiske 25° C, som er kriteriet for et dansk sommerdøgn. Gårsdagens prognose, tirsdag den 16. juli, var dog noget mere nærig med varmen både geografisk og tidsligt, så vi må vente og følge prognoserne frem mod næste uge, og holde øje med hvordan de udvikler sig.
Jo længere frem i tiden man forsøger at sige noget om vejret, des mere usikkert bliver det. Derfor skal næste uges varme også tages med et gran salt.
Langtidsmeteorolog ved DMI, Steen Hermansen, uddyber:
- Det ser temmelig sikkert ud, at det bliver varmere i næste uge, og det virker også sikkert, at vi nok skal komme over de 25° C mange steder – lokalt 30° C.
- Så både sommerdøgn og stranddage er altså indenfor rækkevidde igen. Men hvornår varmen indtræder, hvor længe det holder ved, og hvor stor en del af landet, der får sommervarmen på besøg, er mere usikkert.
Nordsøens friske luft og vestenvinden sænker temperaturen igen
Ifølge månedsudsigten er det dog kun et kortvarigt intermezzo, at varmen når op til Danmark.
Nordsøens kølige luft og vestenvinden ventes at sætte en dæmper på temperaturen hen mod sidste halvdel af ugen. Det er derfor mest sandsynligt at næste uges weekend bliver knap så hed.
Læs flere detaljer i langtidsmeteorolog Steen Hermansens måneds- og sæsonprognose her.
Følg DMI på Twitter og Instagram
Hent vores app til iPhone eller Android
Se DMI's nyhedsarkiv