Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Marie-Louise Harboe er flyvende på hjemmebane på Sydfyn. Foto: Anders Lund Foto

Ungdoms-EM i E-jolle i Faaborg: Marie-Louise Harboe sætter to førstepladser ind

Faaborg-sejleren Marie-Louise Harboe satte torsdag sine konkurrenter til vægs til ungdoms-EM i Europajolle. God bådfart og taktisk snilde sendte hende over mållinjen som 1'er i dagens to sejladser, og resultatet betyder, at den lokale sejler nu er at finde på en samlet andenplads efter tredjedagen. 

Af Troels lykke |

Mesterskabets sidste sejladser i  U-21 EM afvikles lørdag i Faaborg. Selv er lokale Marie-Louise Harboe både begejstret og lidt overrasket over dagens to prikker. 

- Det føles vanvittigt godt, men også lidt surrealistisk, for jeg er ikke vant til at sejle så godt og så hurtigt, siger Marie-Louise Harboe og uddyber:

- Jeg er bare begyndt at tro mere på mig selv, og jeg forsøger hele tiden at motivere mig selv ved at sige: "Du kan godt, Marie-Louise!" 

Et drømmescenarie

Det er ikke kun Marie-Louise Harboe, som sejler hurtigt blandt danskerne i pigefeltet til EM. Hele fire danske piger er i top-5. En imponerende præstation blandt pigerne, der naturligvis glæder ungdomslandstræner Frederik Andersen. 

- Det er et drømmescenarie, siger han og fortsætter:

- Vi har haft meget fokus på at komme godt ud af starthullerne, for det er nøglen til at komme ud og få fri luft og fange det første skifte.

Førstepladsen en mulighed

På førstepladsen efter mesterskabets foreløbige seks sejladser finder vi spanske Monica Veenhoven, som er 15 point foran Marie-Louise Harboe på andenpladsen. 

-Spanieren er svær at nå, men det er ikke umuligt, lyder det fra Frederik Andersen. 

I drengefeltet er det Jonas Ullmann fra Sletten Bådelaug, som er den bedste placerede dansker på en samlet tredjeplads. 

Få resultater og seneste nyt om EM i Europajolle via følgende kanaler: 

Website: www.faaborg2019.eu/ 
Facebook: www.facebook.com/2019-International-Europe-Class-Master-Youth-European-Championship-1094831370676781/
Instagram: www.instagram.com/europeclass/

content-loader
content-loader
content-loader