Gå til hoved-indhold
Udstyr
Epoxy- og polyester limninge og støbninger bruges flittigt i bådindustrien. Foto: HF Marine & Industri.

Polyester eller epoxy? HF Industri & Marine guider med fordele og ulemper

I en ny, lille serie kigger HF Industri & Marine ApS på fordele og ulemper ved brugen af hhv. polyester og epoxy til limninger, støbniner og coatings. Man skal fx være opmærksom på temperaturer, formålet med anvendelsen og hærdning ved brugen af produkter.

Af Maria Ravn Jürgensen |

HF Industri & Marine ApS er en familiedrevet virksomhed beliggende i Svendborg.

Over tre artikler vil firmaet gå i dybden med fordele og ulemper ved brugen af polyester og epoxy.

Almindelig polyester har eksisteret gennem rigtig mange år og anvendes stadig den dag i dag på grund af den lave produktionsomkostning hos værfterne. 

Gougeon Brothers i USA var en af de første pionerer, der begyndte at producere marine-epoxier allerede tilbage i 60'erne.

Den dag i dag er de førende på markedet indenfor marine-epoxier og epoxier til avancerede limninger og støbninger i kompositbranchen. I 2019 fejrer Gougeon Brothers 50-års jubilæum.

Polyester og osmose

Hvis man skal se på fordele og ulemper bag polyester og epoxy, så findes der en del.

Polyester er et billigere produkt. Brugt med nogen form for armering er det måske ikke så stærkt, men meget nemt at formgive. Der er også en del ulemper; der skal forholdsvis høj temperatur til at hærde et polyester-laminat, styrendampe, krymper en del ved hærdning, lave mekaniske egenskaber som lim ved sekundær binding.

Selvom polyester størkner og bliver hårdt og berøringsfast, så kræves det en vis efterhærdning for at optimere mod osmose.

Man bør ikke anvende polyester ved reparation af vinylester eller epoxy-laminater, fordi polyester kan få det svært med at hæfte på især epoxier. Det vil sige, at selvom det er fast og afhærdet, kan der opstå svagheder i overgangen mellem de to materialer.

Modstandsdygtig

Hvis man kigger på en god kvalitets marineepoxy, så er fordelene mange, og ulemperne ikke så mange.

En god kvalitets marineepoxy som West System er bom stærk med meget gode vedhæftningsegenskaber, dermed en fantastisk lim, også på afhærdet polyester-laminat.

Produktet har meget gode mekaniske egenskaber og er modstandsdygtig overfor fugtgennemtrængning. Derfor anvendes epoxy også ved en osmosebehandling. Som lim hæftes epoxy på mange forskellige overflader såsom træ, metal, aluminium, afhærdet polyester laminater, beton osv.

Brugen af epoxy åbner døre for nye muligheder i kompositter. Tynde laminater, altså mindre antal glasfiberlag, mindre vægt, højere stivhed og mange andre fordele.

Særlige temperaturforhold

Man har mulighed for at anvende glasfibermåtter- og dug, som passer præcist til opgaven. Hvis det er forstærkning og afstivning af et ror, vil man typisk anvende en måtte med langsgående fibre.

Ønsker man derimod et laminat, som blot skal holde vand/fugt ude, vælger man typisk en lettere vævet glasfiberdug på cirka 150-200 gram/kvadratmeter.

Epoxy og polyester opfører sig meget forskelligt hvad angår svind. Epoxy svinder meget lidt eller overhovedet ikke og har god modstandsdygtighed overfor kemikalier og vandindtrængen.

Arbejdsmæssigt er epoxy meget mere medgørligt med mulighed for anvendelse helt ned til fem grader celsius. Hvis temperaturen falder til under fem grader, stopper hærdningsprocessen, men den starter igen ved plus fem grader.

Pas på UV

Kvalitets marinelamineringsepoxier som West System og Pro Set indeholder inden opløsningsmidler, derfor lugter det ikke, og friskluftsværn er ikke påkrævet. Der skal dog altid bæres nitrilhandsker og briller af god kvalitet. Billigere epoxier og epoxy-baseret primer og maling indeholder ofte opløsningsmidler.

Epoxy har fremragende langtidsholdbarhed. Vi kender til epoxy, som har stået ved en kunde i over ti år, og som stadig er brugbart.

En god marine-epoxy anvendes til alt lige fra osmosebehandlinger, reparation af glasfiberskader, træreparationer, forstærkninger, laminering med kulfiber og kevlar, coating af overflader for vandgennemtrængning.

Epoxy er dog dyrere end polyester og nedbrydes af UV over tid og skal dermed beskyttes mod UV-lys.

Det vil sige, beskyt med lak eller maling. Aminslør/aminvoks kan forekomme på overfladen og skal vaskes af med varmt vand inden slibning eller videre laminering eller maling.

West System-epoxy er stærkere. Alt i alt findes der mange flere muligheder og egenskaber at anvende i en god kvalitets-marineepoxy fremfor gammeldags polyester-resin.

content-loader
content-loader
content-loader