Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Miljøstyrelsen støtter rensningsprojekter over hele landet. Her er det Hvide Sande på den jyske vestkyst. Foto: Sara Sulkjær

Efterårsaktivitet for juniorsejlere: Søg økonomisk støtte til strandoprydning

Som sejlklub kan det i de kolde vintermåneder være vanskeligt at fastholde de yngre medlemmer. Her kan en strandrydningsdag med fordel indskrives i vinterprogrammet. Frem til den 3. oktober er det muligt at søge tilskud til udstyr samt forplejning hos Miljøstyrelsen.

Af Sara Sulkjær |

Ikke kun badeglade danskere må ærgre sig over plastikflasker, slikpapir og efterladte håndklæder på stranden. Også landets sejlere har glæde og interesse i at holde kysterne rene for affald.

Mens flere jollesejlere søsætter deres både direkte fra strandkanten, anvender klubber over hele landet aktivt strandene, blandt andet i forbindelse med aktiviteter i juniorafdelingen. 

Klubjoller er på land

Netop for juniorsejlerne kan en strandrydningsdag derfor indgå som et interessant programpunkt i kalenderen - ikke mindst i efterårsmånederne, hvor de fleste klubjoller pakkes sammen og går i vinterhi på havneområdet.

Råder klubben ikke i forvejen over gribetange, skraldeposer og lignende er det sågar muligt at ansøge om et økonomisk tilskud til dette fra Miljøstyrelsen.

- Vi håber at få mange ansøgninger i løbet af de næste par uger, så vi forhåbentligt kan få fjernet endnu mere affald fra strandene, siger kontorchef i Miljøstyrelsen, Sonja Canger til styrelsens hjemmeside.

3,6 millioner kroner

Knap to uger har klubberne til at sende en ansøgning afsted, inden fristen udløber torsdag den 3. oktober kl. 12.00. 

Der kan søges om tilskud til alt fra forplejning af frivillige til leje af større udstyr.  I alt er der i 2019 afsat 3,6 millioner kroner til rensning af de danske strande. 

Læs mere om, hvordan din klub kan søge tilskud til strandoprydningen her.

Kilde: Miljøstyrelsen

content-loader
content-loader
content-loader