Få overblikket over 2.195 fyr i opdateret oversigt
Dansk Fyrliste 2018 giver dig et komplet overblik over fyrene omkring Danmark, Færøerne og Grønland. 2018-udgaven erstatter den tidligere fyrliste fra 2015.
Fyr er stadig et vigtigt navigationshjælpemiddel på de danske kyster og havene. Fyr leder skibe på rette vej, og kan yderligere fungere som back-up, hvis elektroniske signaler svigter.
Danske fyr findes i mange forskellige varianter og designs, og du kan læse om dem alle i den opdaterede nautiske publikation ”Dansk Fyrliste 2018”.
Det skriver Søfartsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Knap 2.000 fyr i Danmark
Listen indeholder beskrivelser af 2.195 fyr, hvilket er 21 færre end i forrige udgave fra 2015.
Man kan eksempelvis læse, at Nakkehoved Fyr har fået udskiftet det orange-gule glødepære-lys til et mere blåligt LED-lys, Agger Færgeleje er blevet renoveret, og at der er etableret nye lede- og molefyr.
På Sjællands Rev er der desuden opført en ny fyrkonstruktion på fundamentet af den gamle.
I alt findes 2.195 fyr i havene omkring Danmark, Færøerne og Grønland, der er fordelt således:
Danmark: 1.969
Færøerne: 84
Grønland: 142
Mere end bare fyr
Foruden de nævnte fyr indeholder Dansk Fyrliste også oversigter over racon, AIS-afmærkning samt DGPS-referencestationer. For sejlerne kan fyrlisten hovedsageligt anvendes til sejladsplanlægning og navigation sammen med andre maritime publikationer.
Danmark er som kyststat forpligtet til at holde fyrlisten opdateret i overensstemmelse med IMOs konventioner.
Du kan se hele listen over fyr i Danmark, Grønland og Færøerne her.