Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Celeste 34 Sport bliver med åben hæk. Foto: Heyman Yachts

Hurtig og familievenlig Celeste 34 Sport søsættes til sommer

En fartglad svensker, der ønskede at sejle på tur med familien, satte gang i produktionen af den hurtige kølbåd, der bygges uden hensyn til måleregler. Fire år har designere brugt på at tegne det perfekte skrog.

Af Sara Sulkjær |

Torbjörn Hurtig lever op til sit efternavn. Når svenskeren får vand under kølen, skal farten være i top. En fart, han i flere år har fundet i J/80'eren, men som han nu ønsker at skifte ud til fordel for en større bådtype:

- Hurtigs eneste problem med J/80'eren var, at den ikke er brugbar til familiesejlads. Den nye båd skulle byde på en grundlæggende komfort og også være 'velopdragen' nok til mere afslappet familiesejlads, forklarer værftet på sin hjemmeside.

Ingen båd opfyldte krav

Den erfarne sejler var derfor ikke i tvivl: Skulle den kommende båd være hurtig på læns og samtidig være sjov at sejle, måtte vægten ikke overstige tre tons.

Enkle krav, men også behov, der skulle vise sig at være yderst svære at opfylde på det eksisterende bådmarked, da Hurtig ikke ønskede at stå bag roret på en carbonbåd med foils og andet hightech-udstyr. 

Ikke én eneste båd kunne, ifølge Hurtig, leve op til de opstillede retningslinjer. Sejleren tog derfor sagen i egen hånd og kontaktede det svenske værft, Heyman Yachts. 

Omfattende tests

Siden er et samarbejde mellem værftet, det tekniske universitet Chalmers og hydraulikudvikleren SSPA sat i søen. Et samarbejde, der over fire år har ledt til omfattende tests af diverse skrogtyper i vidt forskellige vind- og bølgeforhold.

Dermed er designerne nået frem til, hvilken skrogform der er den hurtigste i såvel stille som høje bølger.

Celeste 34 Sport, der bygges uden hensyntagen til diverse måleregler, er den første båd, der bygges på baggrund af disse nye undersøgelser.

Kilde: Heyman Yachts

content-loader
content-loader
content-loader