Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Deltagerne gik all-in i 2017 udgaven af ØRC. Foto: ØRC.

Øresund Rally for Cruisers 2019 - rytteriet bliver tema

Kryds Øresund fra Hellerup til Malmø i 2019-udgaven af Øresund Rally for Cruisers og få retten til at bære grønne bukser. Sjov, hygge og kapsejlads er på skemaet, når sejlbåde, motorbåde og alt, der kan flyde, krydser sundet den 14. september. I år er temaet rytteriet. 180 pladser sælges snart.

Af Maria Ravn Jürgensen |

Øresund Rally for Cruisers, ØRC, finder sted lørdag den 14. september med start på farvandet ud for Hellerup, hvorefter et sejlerparty af et rally med temaet 'rytteriet' søger mod Dockan Havn i Malmø.

- Her vil dette års sensommer-sejlerparty fortsætte med "the same procedure as every year James", skriver Hellerup Sejlklub og ØRC-udvalget i en pressemeddelse.

Alle mod alle

I Malmø vil der vente en velkomst ved målgang i det svenske og et måltid på en valgt restaurant, hvor der også er præmieoverrækkelse.

Der er med andre ord lagt op til en brag af en party-sejltur ved ØRC 2019, som bidrager til at samle sejlere i Øresundsregionen på tværs af klubber og klasser, og således bidrager til et rigere og større netværk blandt sejlere.

ØRC er ikke en kapsejlads, men et rally, hvilket betyder, at alle sejler mod alle og sig selv. Det er tilladt at sejle for sejl, motor, pagajer og så videre. Rallyet sejles efter søvejsreglerne og god sportsånd samt DH light, som giver arrangørerne rigere mulighed for at skrue lidt på målet, således alle har en reel chance for at vinde rallyet.

Der stilles desuden ingen krav om besætningens størrelse eller kundskaber. Dog skal alle være indstillet på at udvise godt humør og sportsmandskab, oplyser arrangørerne bag.

Kapsejlads og hygge kombineret

Som sædvanligt afviger sejladsbestemmelserne lidt fra det normale, da dykkerudstyr og plastikbassiner gerne må anvendes, blot skal denne service tilbydes alle deltagende både. Også radio er tilladt, der kan lyttes og kommenteres på VHF-kanalen.

- Vås og vittige bemærkninger kan potentielt bibringe tillægspoint, oplyser ØRC-udvalget.

ØRC-rallyet så for første gang dagens lys i 2010, og i 2019 ser arrangørerne bag frem til at fejre den tiende gang.

- ØRC har siden starten vokset og udviklet sig til noget helt bestemt og unikt, for ikke at tale om at sejle med om retten til at bære grønne bukser. ØRC-konceptet formår at kombinere kapsejlads, hygge og fest med sjov og ballade, hvor alt fra SUP-boards, Bianca'er og motorbåde kan deltage. Så har du hang til grønne bukser, sjov i gaden og en sans for humor, så skal du prøve ØRC, fastslår udvalget bag ØRC.

180 pladser

- Siden sidste år har vi i Hellerup Sejlklub samlet et stærkt hold til race comitee, som blandt andet har skabt en fantastisk ny finurlig hjemmeside, der syder og bobler af sejlerparty.

Siden starten af december har der været en afstemning i gang, for temaet for rallyet i 2019 skulle afgøres, og der var ingen tvivl: Rytteriet blev vinderen.

Tilmeldingen åbner den 2. april, hvor der vil være 180 eksklusive billetter á 585 kroner per person. Billetten dækker kapsejladsen, startgave, havnepenge, fri molebar, festmiddag, DJ og dans, fede præmier og meget andet.

Følg også med på Facebook.

content-loader
content-loader
content-loader