Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Medarbejdernes samarbejdsevne kommer på prøve under den nye firmastafet. Foto: DKSejlsport

DHL Stafet til søs - Danmarks nye firmafest holdes på Aarhusbugten

Tre århusianske aktører, Officelab, DKSejlsport og Sailing Aarhus, går sammen om en kulørt kapsejlads i Aarhus, "officelab dysten". Eventen minder i sin form om DHL Stafetten, og de indledende heats sejles til maj. Tilmeldingen er åben.

Af Sara Sulkjær |

Flere og flere danske virksomheder efterspørger firmaarrangementer, som kan andet og mere end at tilbyde tovtrækning og kluddermikkel til virksomhedens ansatte.

Derfor er kontorfællesskabet Officelab, eventskaberen DKSejlsport og sejlsportsforeningen Sailing Aarhus gået sammen for at nytænke begrebet ”firmaarrangement”.

Det er der kommet et helt nyt firmafest-koncept ud af. Nemlig officelab dysten, som er en underholdende kapsejlads til lands og til vands med ingredienserne teambuilding, action, spænding, fest og god sejlsportskarma.

Firmaer jagter det unikke

- Vi kan se, at udviklingen inden for firmaarrangementer er ved at ændre sig. Flere firmaer søger unikke oplevelser, og det kan vi give dem på vandet. Det er ikke hver dag, man har mulighed for at få en tur ud på bugten, og derfor tror vi på, at officelab dysten bliver startskuddet til et nyt og attraktivt firmaarrangement, fortæller Jon Koch Hansen, direktør for Sailing Aarhus, i en pressemeddelelse.

Christoffer Broberg Flintholm, som er direktør for officelab, er heller ikke i tvivl om værdien af arrangementet: 

- Den tillid og samarbejdsvilje, det kræver af et mandskab at sejle en båd, kan overføres direkte til hverdagen på arbejdspladsen. Med officelab dysten har vi kombineret ønsker og idéer fra vores godt 800 brugere med vores egen erfaring med at skabe grobund for kompetencedeling og tætte relationer mellem virksomheder og mennesker.

Sejlsportsfest for alle

Erfaring med sejlsport er slet ikke et krav, og der er noget for enhver smag – uanset om man er til action og spænding på vandet eller befinder sig bedst med benene på ikke-gyngende grund.

Officelab dysten er således todelt, så den ene gruppe af medarbejdere prøver kræfter med udfordringerne på vandet, mens den anden tjener point til virksomhedens samlede score ved at oddse på vinderne. 

Den tomastede skonnert Brita Leth – et flot træskib fra 1911 – skaber desuden smukke rammer om eventen for de ikke-søstærke medarbejdere, der alligevel gerne vil helt tæt på kapsejladsen.

- Vi vil give de århusianske virksomheder mulighed for at skabe en uforglemmelig dag for deres medarbejdere. Det er altså ikke nødvendigt at have sejlet før, og der er noget for alle og enhver, fortæller Jon Koch Hansen.

Efterfølgende forsætter firmafesten med forplejning. Blandt andet sørger Fever-Tree for, at man kan smage sejrens sødme i form af lækre cocktails.

Finalestævne venter i Aarhus Festuge

De indledende heats starter i maj, og tilmeldingen er allerede åben med mulighed for at stævne ud i én af tre følgende havne: Kaløvig Havn, Marselisborg Havn og Aarhus Havn.

De bedste både i hvert af de indledende heats kvalificerer sig til et stort finalestævne, som afholdes ved Aarhus Internationale Sejlsportscenter den 5. september i forbindelse med Aarhus Festuge. Her kåres landets første vinder af officelab dysten.

- Selvom det mest af alt handler om at være med, så får de tre bedste både i hvert af de indledende heats en ekstra én på opleveren. Finalestævnet bliver afviklet i forbindelse med Sailing Aarhus Week i festugen, hvor der pyntes op til den helt store sejlerfest. Så det er bestemt en præmie, der er værd at tage med, afslutter Jon Koch Hansen.

Læs meget mere om officelab dysten her

content-loader
content-loader
content-loader