Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Katamaranen, hvis ejermand nu søges af politiet. Foto: Fyns Politi
Kort Nyt
På båden er fundet disse to klistermærker fra kapsejladser i Holland. Foto: Fyns Politi

Ejeren af strandet katamaran ved Tåsinge efterlyses af Fyns Politi

I flere måneder har en katamaran på en strand ved Tåsinge været henlagt til sin egen skæbne. Ejermanden har nu seks måneder til at give sig til kende, inden politiet fjerner båden.

Af Sara Sulkjær |

I november strandede en, ifølge politiet, omkring 25 fod lang katamaran ved Tåsinge nær Svendborg. Selvom kalenderbladet nu er vendt to gange, siden båden fik fast grund under skroget, har ingen ejermand dog henvendt sig i sagen. 

Det får nu politiet til at komme med et sidste opråb til landets sejlere. 

Intet yderligere varsel 

Lykkes det ikke at finde katamaranens ejermand indenfor et halvt år, vil båden nemlig skifte hænder: 

- Ejeren anmodes om inden seks måneder fra dags dato (29/1, red.) at henvende sig og godtgøre sin ejendomsret, ellers vil båden enten blive bortsolgt ved offentlig auktion eller destrueret uden yderligere varsel, skriver politikredsen på sin hjemmeside.

Med et sæt hvide pontoner og en aluminiumsmast blender båden umiddelbart fint ind i samtlige beskrivelser af enhver tursejler-katamaran.

Hollandske klistermærker

De blålige Nacra-bogstaver på fribordet er dog næppe fast inventar på enhver båd, ligesom de to klistermærker fra de hollandske kapsejladser ”Ronde Om Texel” og ”Zwitzerleven Ronde om Texel” på masten ligeledes kan vise sig at blive afgørende, når ejeren skal identificeres.

Er du katamaranens ejermand, eller har du yderligere oplysninger i sagen, kan Fyns Politi kontaktes på 114 med henvisning til j.nr. 2300-60130-00016-18.

content-loader
content-loader
content-loader