Gå til hoved-indhold
Test
Badeplatform er der også på båden, der sejler godt. Foto: Troels Lykke

Test: Dufour 335 er til manden, der kan sejle i forvejen

Dufour 335 er en god båd til erfarne tursejlere. Båden flytter sig selv ved de mindste vindpust, trods sine 5 tons. Test fra arkivet.

Af Troels lykke |

Selvom Dufour 335 vejer over fem tons, er den alligevel let på rattet og flytter sig hurtigt i selv mindre vindpust.

Båden er med andre ord en af de mere velsejlende turbåde på markedet, kunne Ekstra Bladet/Minbaad.dk konstatere under en eksklusiv test på Mallorca i 2012.

Uden hækstag

Den franske Dufour 335 er ikke en typisk båd for en ny sejler, da dens levende sejlegenskaber stiller krav til mandskabet.

Båden har noget utraditionelt ikke noget hækstag, der sidder på mastetoppen og går ned til agterkanten og holder masten. Man har fjernet hækstaget, fordi det generer rorsmanden ude agter i hjørnerne på båden.

I stedet har instruktøren, Umberto Felci, skabt en mast med lange, bagudvendte salingshorn, der sidder midt på masten, og disse såkaldte salingshorn er voldsomt vinklet med over 20 grader, så masten, der hæftes med vant, ikke ryger forover under sejlads, når vinden kommer ind fra ryggen.

Båden produceres ikke længere, i stedet kan man købe en mindre 310'er eller 360'er, kan man se på Dufour Yachts hjemmeside.

Sejl reguleres fra førerplads

Fokkeskødet, der holder det forreste sejl, fokken, er som på mange nye turbåde ført tilbage til rorsmanden til et selvskødende spil, så han selv kan regulere sejlet. 

Et praktisk valg, når båden kun sejles af to personer.

Storskødet reguleres til gengæld på ruftaget og kan kun justeres af en gast.

Bred forkøje

Bred er Dufour 335 også agten, og det giver masser af plads oppe i cockpittet, mens det i kahytten giver plads til et pænt stort toilet i højre side, mens der i agterkøjen i venstre side er en dobbeltkøje, hvor man skal ligge på tværs.

Fremme i forkahytten er en bred forkøje, der er to meter dyb, og det gør stedet til det bedste at sove.

Flere ting i salonen er smart. Der er eksempelvis rigtig god plads ved navigationsbordet i højre side, og stolen kan vippes op, så man ikke falder ud, når båden krænger under sejlads.

Lille vinkælder

Nede i navigationsbordet er også akkurat plads til en bærbar computer, som dermed ikke ligger og rutcher under sejlads.

Og i bunden af cockpittet er der en mindre vinkælder til få flasker vin, noget der kan imponere vennerne. Oppe i cockpittet trækker det ned, at rygstøtten er lidt for lav efter vores smag.

Dufour 335 er fyldt med gode detaljer i cockpit, sidedækket, rig og i kahytten. Samtidig er båden sporty og velsejlende.

Prisen på 918.000 kroner sejlklar lyder måske dyrt for en ti meter sejlbåd, men med indretning og dyre materialer og godt design er Dufour 335 en god båd til erfarne tursejlere.

Dufour 335 Grand Large:
Længde total: 10,28 m

Vandlinje: 9,00 m

Skroglængde: 9,98 m

Bredde: 3,54 m

Dybgang: 1,90 m

Vægt: 5674 Kg.

Kølvægt: 1550 Kg.

Vandtank: 220 l

Pris i 2012: 918.000 kr.

Forhandler: www.shipshape.dk

content-loader
content-loader
content-loader