Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
I Classic Fyn Rundt sørger man for at få et opkryds til en bøje til at starte med. Foto: Troels Lykke

Classic Fyn Rundt klar igen for dobbelt, singlehand og fuld besætning

En af landets ældste distancesejladser, Classic Fyn Rundt, aflyste i år på grund af corona, men nu tror man på det i Kerteminde, hvor der plejer at være cirka 100 både med. Der åbnes for singlehand med otte timers obligatorisk pitstop i Assens for max. 50 solosejlere.

Af Troels Lykke |

Man kan nu tilmelde sig Classic Fyn Rundt 2021 i Kerteminde fra den 4. til 6. juni.

Denne gang er der desuden løb for singlehand-sejlere med otte timers ”stop over” i Assens.

Social pause i Assens

Dermed håber stævneleder Hans Jørgen Ellekilde at tiltrække den populære singlehandsejlads, som flere og flere prøver kræfter med.

- Singlehand-sejladsen er lavet for at give nye sejlere mulighed for at prøve singlehandsejlads, men kan også bruges af garvede singlehandere som tune up til de store singlehandsejladser som Danmark Rundt og Silverrudder. Ligesom ved Danmark Rundt er der indlagt et obligatorisk ”stop over” efter omkring 75 sømil. Vi kan håndtere op til 50 singlehandsejlere, forklarer Hans Jørgen Ellekilde til Minbaad.dk.

Netop pausen i Assens er noget, man før har prøvet i Danmark Rundt-sejladsen med stor succes, hvor man får hvilet ud, men også talt og hygget med andre singlehandsejlere.

Nonstop for alle andre  

For doublehand og for både med fuld besætning skal man sejle nonstop. Der sejles både efter DH- og efter OCR-reglen. Desuden er der et løb for tursejlere (uden målerbrev), og et løb med egen tidlig start og bane for Folkebåde.

Det foreløbige program svarer til de tidligere år med fælles komsammen torsdag aften, starter fra Kerteminde fredag formiddag og suppe ved ankomst.

Programmet vil blive tilpasset de restriktioner, der måtte være gældende til den tid.

Tilmelding: fynrundt.dk/

content-loader
content-loader
content-loader