Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Start i Nykøbing Falster i 2019. I år var Vegvisir Race aflyst. Foto: Peter Brøgger/Vegvisir

Vegvisir Race: Effekter fra corona-virus integreres i sejladsbestemmelser samt deltager- og sponsorbetingelser

Og chancerne for refusion af 2020 startpengene eller overførsel af et Vegvisir Race 2020 startnummer til Vegvisir Race 2021 er gode, fortæller arrangør Morten Brandt Shorthand ECM, der har søgt statens økonomiske corona-hjælpemidler.

Af Troels Lykke |

Siden Vegvisir Race 2020 blev tvunget til aflysning, har der været stille om den internationale sejlsportbegivenhed for shorthand kapsejlads. Nu er der nyt.

Mange sportevents, koncerter og andre kulturelle begivenheder er i 2020 blevet aflyst af forskellige corona-relaterede grunde. Det har vist sig, at det ofte er de betalende deltagere og arrangørerne, der kommer i klemme økonomisk.

- For coronavirus eksisterede ikke, da koncepterne bag alle disse begivenheder blev udviklet og siden ført ud i livet. Det gjaldt desværre også, da Vegvisir Race manualen blev skrevet tilbage i 2017, fortæller Morten Brandt fra Shorthand ECM til pressen.

Vil imødegå uventede corona-effekter

- Dette kommer ikke til at gentage sig; for foranstaltninger med det formål at imødegå uventede effekter af corona-virus bliver en integreret del af alt fra sejladsbestemmelser til deltager- og sponsorbetingelser, forklarer Morten Brandt.

For deltagere, sponsorer og medarrangører vil ordet ”corona-sikring”være en fast del af fremtidige udgaver af ikke bare Vegvisir Race, men også Round Denmark Race, Lyø Escape og andre sejlsportevents, som Morten Brandt og hans firma Shorthand ECM engagerer sig i.

Formålet er naturligvis, at ingen, hverken deltagere, medarrangører eller sponsorer kommer i klemme i fremtiden.
 
Støtte fra staten

Shorthand ECM har siden slutningen af august afsøgt mange muligheder for at kompensere deltagerne for den aflyste begivenhed - senest igennem de statslige hjælpepuljer.

Chancerne for refusion af 2020 startpengene, eller overførsel af et Vegvisir Race 2020 startnummer til Vegvisir Race 2021 er gode. 

En tredje mulighed, som flere gør brug af, er at donere 2020-startpengene til Shorthand ECM med ønske om, ”at arbejdet med at forny kapsejladsscenen i Nordeuropa kan fortsætte”. 

Info på vej til deltagere

Alle tilmeldte i Vegvisir Race 2020 vil i de kommende dage modtage yderligere info via email. Andre interesserede kan modtage information om Vegvisir Race 2021 ved at tilmelde sig eventets nyhedsbrev på www.vegvisirrace.com/newsletter

content-loader
content-loader
content-loader