Gå til hoved-indhold
Motorer
Active Trim fra Mercury indretter sig efter de manøvrer der foretages under sejlads: Dvs. at når båden accelererer trimmer Active Trim automatisk motoren ud, og når farten nedsættes trimmes motoren automatisk ind. PR-foto

Mercurys Active Trim justerer automatisk påhængsmotorens vinkel under sejlads

Højteknologiske Active Trim leveres fra 2021 som standardudstyr ved køb af en Mercury-påhængsmotor i størrelsen 175 hestekræfter og op.

Af Troels Lykke |

Under devisen "Lad os gøre sejlads endnu nemmere" inkluderer Mercury Marine fra næste år deres højteknologiske løsning Active Trim som standardudstyr på alle nye påhængsmotorer i størrelsen fra 175 hestekræfter og op. Det fortæller Mercury til pressen.

Active Trim er en del af SmartCraft-sortimentet, der indeholder alle Mercury Marines teknologiske løsninger, der udelukkende er udviklet til at gøre sejlads nemmere, sjovere og give en større nydelse for alle uanset erfaringsniveau.

Maksimal hastighed med minimalt forbrug

Allerede tidligere i år tilføjede Mercury Marine Vessel View Mobile som standardudstyr på alle Mercury-påhængsmotorer fra 80 hestekræfter, og nu går producenten så skridtet videre.

Active Trim er en integreret GPS med et hastighedsbaseret automatisk trimsystem fra Mercury Marine. Det betyder, at det intuitive og håndfri system helt automatisk sikrer, at motoren trimmes, altså ligger korrekt i vandet, så båden opnår maksimal hastighed med minimalt brændstofforbrug.

Active Trim indretter sig efter de manøvrer, der foretages under sejlads: Det vil sige, at når båden accelererer, trimmer Active Trim automatisk motoren ud, og når farten nedsættes, trimmes motoren automatisk ind, helt uden at kaptajnen skal foretage sig noget. Systemet er så integreret, at det ikke kræver nogen form for specialviden at benytte det. Har man selv lyst til at prøve kræfter med trimningen af motoren, kan det naturligvis slås fra.

Spar op til 54 % brændstof

Hjertet i Active Trim er altså kort sagt det integrerede og patenterede GPS-baserede kontrolsystem, som justerer motoren i takt med hastigheden.

Test har i den forbindelse påvist en brændstofbesparelse på mellem 14% - 54%, når der sejles med Active Trim, set i forhold til når der sejles med manuel trimning af motoren. Ydermere sikrer korrekt trimning af motoren længere levetid og mindre behov for service.

- Som dedikeret marineproducent er vi dybt engageret i at kunne tilbyde vore kunder de bedste muligheder for at nyde en dag eller mere på vandet. Ved siden af produktionen af vores højtydende bådmotorer arbejder Mercury Marine konstant på udviklingen af nye unikke og intelligente løsninger for at sikre, at enhver båd giver en optimal nydelse, hver gang den er på vandet, understreger Marty Bass, øverste chef for Mercury Marine EMEA, og fortsætter: 

- Ved at inkluderer Active Trim som standard på vore påhængsmotorer fra 175 hestekræfter og op tager vi endnu et skridt i retningen af at gøre sejlads endnu nemmere.

Flere smarte løsninger

Active Trim er en del af de intelligente SmartCraft-løsninger fra Mercury Marine, der let og elegant kan integreres ombord, hvorved sejlads bliver endnu nemmere. Under SmartCraft-paraplyen findes følgende løsninger: 

  • Vesselview Mobile (Viser motordata på mobilen)
  • VesselView Link (Integration af motor- og båddata i brugervenlig interface uanset hvornår man ønsker at se det).
  • 1st Mate (Kombineret Mand-Over-Bord system og tyverisikring af motoren).
  • DTS systemet (Digital styring, sikrer at alt i båden spiller maksimalt, trådløst naturligvis)
  • Skyhook, Bowhook, Drifthook (Avancerede joystik løsninger)
  • Go Free (Køb og download af nye motorfunktioner)

Du kan allerede nu bestille din Mercury -åhængsmotor med Active Trim som standard, og ønsker du at få implementeret Active Trim på din Mercury-motor kan din Mercury-forhandler også hjælpe med det.

content-loader
content-loader
content-loader