Syv gode råd inden badning fra båden
En række forholdsregler bør tages, inden sejleren springer i havet fra sejl- eller motorbåden. Sørg blandt andet for, at der altid er én sejlduelig person på båden, opfordrer Søsportens Sikkerhedsråd.
En skyfri himmel, høj sol og temperaturer, der nærmer sig de 30 grader. Vejret viser sig i øjeblikket fra sin bedste side, hvilket kalder på en tur i bølgen blå.
Selvom vinden er gået på tiltrængt sommerferie, og bølgerne slapper af, er det dog ikke ufarligt at bevæge sig i det våde element - ikke mindst, hvis dette gøres fra en sejl- eller motorbåd.
Bliv ombord
I en artikel giver Søsportens Sikkerhedsråd derfor en række retningslinjer til sejlere, der længes efter en afkølende dukkert i det varme sommervejr.
- Det allervigtigste råd, jeg kan give, er, at der altid skal være en sejlduelig person tilbage på båden, understreger Sten Emborg, specialkonsulent i Søsportens Sikkerhedsråd, og fortsætter:
- Så er der én, der kan holde øje med dem, der bader og træde til med hjælp og slå alarm, hvis der sker noget uventet. Det er sjovest at bade samtidig, men hvis I kun er to afsted, så bør den ene altså blive om bord.
De syv baderåd til søs
Få flere gode råd inden springet mod havdybet herunder:
1. Lad altid en sejlduelig person blive tilbage i båden, der kan træde til med hjælp og slå alarm, hvis det bliver nødvendigt
2. Bad aldrig, hvis du er sejlet ud alene
3. Vær sikker på, at din badestige fungerer. En god badeplatform på båden gør badning endnu nemmere og mere sikker
4. Tjek strømmen ved at observere om småting på vandet bliver ført væk fra båden
5. Hav gerne et langt flydende tov eller en redningskrans i snor efter båden. Her kan du samle kræfter eller holde fast, mens du kalder på hjælp.
6. Vær opmærksom på vandtemperaturen, inden du hopper i. Du kan tjekke den på dmi.dk
7. Tag en surferdragt eller lignende på, hvis vandet er koldt, og overvej en svømmevest, hvis du ikke er i svømmetopform
Læs hele artiklen om badning til søs her.
Kilde: Søsportens Sikkerhedsråd