Liebhaverkøb: Verdens største carbon-sejlbåd på 177 fod har flygel ombord
En båd udover det sædvanlige. Pink Gin VI sælges nu for et svimlende millionbeløb med moderne 3Di-sejl, carbon-mast og overdådige møbler.
En båd til seriøs langturssejlads. Sådan beskrives Pink Gin VI, der regnes som verdens største sejlbåd i carbon og netop nu er på jagt efter sin nye ejermand.
Det er dog ikke hvem som helst, der kan overtage den imponerende yacht. Med et prisskilt på 53.176.500,00 amerikanske dollars, svarende til 333.595.769,24 danske kroner, er båden forbeholdt den absolutte elite.
Luksus med udsigt
Er pengepungen i orden, kan ejeren til gengæld se frem til at gå ombord på en båd, hvis streger er slået af én af de mest populære designgrupper, Judel Vrolijk. Gruppen har formået at skabe en velsejlende båd, der med en carbon-mast fra Rondal og højteknologiske 3Di-sejl fra North Sails kan nå en topfart på 15 knob.
Også om læ venter en overdådig oplevelse med store lysekroner og plysmøbler, ligesom der er skabt plads til et flygel ombord. Øverst er et åbent balkonområde, hvorfra ejeren sammen med sine gæster kan nyde udsigten af flotte solnedgange.
En udsigt, der også fås i flere af bådens kahytter, der er udstyret med store panormavinduer fra dørk til loft - og enkelte sågar med terasse, hvorfra der kan solbades på varme dage.
Står som bedre end ny
Båden har, siden den kom til verden i 2017 hos finske Baltic Yachts, gjort sig på såvel kap- som tur-banerne. Deltagelse i flere sejladser for nogle af verdens største sejlbåde samt langturssejlads i Argentina, Brasilien, Middelhavet og det nordlige Europa kan sejlbåden således skrive på CV'et.
Også prisen som 'Best Sailing Yacht' tilfaldt i 2018 det imponerende fartøj, der nu videresælges til en ny ejer igennem Yachtworld:
- En meget bemærkelsesværdig yacht, der er bedre end ny, lover mægleren i salgsannoncen, som kan ses her.
Specifikationer:
LOA: 53, 90 m
LWL: 45,27 m
Bredde: 9,55 m
Dybgang: 4,50 m
Deplacement: 258.132 kg
Ballast: 8.079 kg
Læs mere om båden hos Yachtworld her.