Redder om aktionen ved Vorupør: - Et mirakel, at alle kom godt fra det
Det var bestemt ikke givet på forhånd, at de to nødstedte, en mor og et barn, samt de fire redningsmænd ville slippe fra søndagens operation med livet i behold. Det fortæller redder Anders Thomsen i et interview til TV 2 Midtvest.
Kraftige vinde har siden søndag ramt landet. Noget, de særligt har mærket langs den jyske vestkyst - herunder ikke mindst en turist og hendes barn.
Søndag blev de to personer skyllet i det oprørte Vesterhav fra Nørre Vorupør Mole i Nordjylland, hvorefter lokale reddere straks blev tilkaldt.
Det skriver TV 2 Midtvest.
- Burde ikke kunne lade sig gøre
Blandt dem var Anders Thomsen. Sammen med tre kollegaer sprang Thomsen i våddragten for at komme de nødstedte turister til undsætning.
En ikke ufarlig aktionen skulle det vise sig.
Flere af redderne måtte stifte bekendtskab med det kolde vand, mens Thomsen akkurat formåede at redde sig selv i land, førend samtlige reddere såvel som de to nødstedte kunne plante fødderne solidt på den nordjyske sandjord:
- Det er et mirakel, at alle kom godt fra det. Jeg blev skyllet ned to gange, og to af mine kolleger blev også skyllet ned, og vi har kun knubs. Det burde ikke kunne lade sig gøre, fortæller redderen til TV 2 Midtvest.
Højvande rammer hårdt
Selvom vinden så småt har skruet ned for styrken, er der, ifølge DMI, fortsat risiko for vindstød af stormstyrke flere steder i landet, ligesom højvandet først nu for alvor gør sit indtog.
Her vil særligt den jyske vestkyst, Limfjorden og Kattegat være ramt.
Læs hele interviewet med redder Anders Thomsen hos TV 2 her.
Kilder: TV 2 Midtvest og DMI