Gå til hoved-indhold
Havne
Store skilte markerer badeforbuddet på lystbådehavnen i Aarhus. Foto: Østjyllands Politi / Facebook

Badende havnegæster risikerer bøde på 2.000 kr.

Det er ikke ufarligt at tage en svømmetur blandt de sejlende både i landets lystbådehavne. Flere steder er badning sågar forbudt, hvilket kan straffes med større pengebøde, fortæller Østjyllands Politi.

Af Sara Sulkjær |

Et spring fra bådebroen i solskinnet kan virke tillokkende. Ikke mindst i disse dage, hvor temperaturen har sneget sig adskillige grader over de 25 grader, der er den officielle markør for en sommerdag i Danmark.

Det er dog ikke alle steder, at en forfriskende dukkert kan tages på lovlig vis. 

- Vanvittig farligt

I flere af landets lystbådehavne er der forbud mod badning, blandt andet i Aarhus Lystbådehavn, hvor flere danskere de seneste dage har sneget sig i bølgen blå:

- Ikke nok med, at det er vanvittig farligt at tage en dukkert blandt de sejlende både, så er det også ulovligt, understreger Østjylland Politi i en Facebook-opsang til de badende aarhusianere.

En bøde på 2.000 kroner kan, ifølge politiet, havne i sommergæsternes indbakke, hvis forbuddet om badning i havnen ikke overholdes.

Unge piger fortsætter badning

Også på Sjælland har danskerne vanskeligt ved at holde fødderne på landjorden. Her har en gruppe unge piger blandt andet indtaget havnebassinet i Nykøbing Sjælland:

- Nykøbing Havn (på Sjælland, red.) har i den seneste tid haft besøg af 5-6 lokale unge piger på 12-13 år, som bader i havnen trods henstillinger om, at de ikke må, forklarer Odsherred Havne på Facebook.

Med Danmarks 8.750 kilometer lange kystlinje er der et utal af muligheder for kolde svømmeture udenfor havnens områder, blandt andet på de cirka 200 Blå Flag-strande. Læs mere om dem her.

content-loader
content-loader
content-loader