Fem reddere fra Vorupør hædres med Forsvarsministerens Medalje efter aktion i stormvejr
Med livet som indsats kom de vestjyske redningsmænd en mor og et barn til undsætning i Vesterhavet. De to var skyllet i vandet under den stærke storm i februar. Redderne modtager medaljen efter nytår.
Mod og handlekraft. Med disse ord modtager fem frivillige reddere i Vorupør Forsvarsministerens Medalje.
En medalje, der uddeles én gang om året og er tiltænkt personer, der har ydet en anerkendelsesværdig indsats, er blevet alvorligere skadet, invalideret eller omkommet eller på anden vis har ydet en frygtløs indsats.
I alt ni personer modtager i år medaljen - heriblandt er bådfører Knud Andersen samt bådmændene Anders Christian Thomsen, Eric Andersen, Ulrich Korsgaard Thomsen og Nicolai Rimmer Olesen fra Vorupør.
Et mirakel
De fem mænd fra kystredningstjenesten ydede en enestående og anerkendelsesværdig indsats i forbindelse med en redningsaktion i februar 2020, forklarer Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse.
Under aktionen udviste de fem ekstraordinært mod og handlekraft som frivillige redningsmænd ved, med risiko for eget liv og førlighed, at redde en mor og et barn, som var skyllet i vandet under en stærk storm ved molen i Nørre Vorupør.
- Det er et mirakel, at alle kom godt fra det. Jeg blev skyllet ned to gange, og to af mine kolleger blev også skyllet ned, og vi har kun knubs. Det burde ikke kunne lade sig gøre, har redder Anders Thomsen tidligere fortalt til TV 2 Midtvest.
En enestående indsats
I det nye år kan Anders Thomsen og kollegaerne ved den vestjyske redningsstation derfor se frem til et møde med forsvarsminister Trine Bramsen, når medaljerne overrækkes:
- Vi er meget stolte og glade på medaljemodtagernes vegne. Deres enestående indsats bliver fint cementeret ved denne anerkendelse, og vi ser frem til selve overrækkelsen i det nye år, skriver Kystredningstjenesten på Facebook.
Kilder: TV 2 Midtvest, Kystredningstjenesten og Forsvarsministeriet