1.st Mate - mand-over-bord-system via motor og mobil giver Mercury Marine flot innovationspris
1st Mate er et sikkerhedssystem, der integreres i bådens motor og sender advarsler via mobilen. Kaptajnen og op til syv passagerer er hver iført en bærbar enhed, der monitoreres af en app på telefonen.
Hos Mercury Marine i USA er det i disse dage svært at få armene ned.
CES Innovation Awards-programmet, der er ejet af den amerikanske kunde-teknologi-organisation CTA, har tildelt hele to prestigefyldte innovation priser til 1st Mate mand-over-bord-systemet.
Sikker og behagelig sejlads
1st Mate er tildelt prisen for bedste innovation indenfor underholdning i køretøjer og sikkerhed, 'In-Vehicle Entertainment & Safety' samt i kategorien 'Køretøj, intelligens & transport'.
Anerkendelsen fra CES går fint i tråd med prisen "Best in show", som producenten Brunswick modtog i forbindelse med udstillingen af 1st Mate på CES 2020-udstillingen.
- Vi er beærede over at blive anerkendt som det bedste produkt i vores kategori, og som et af de absolut topprodukter på CES 2020, lyder det fra Dave Foulkes, CEO i Brunswick, inden han fortsætter:
- Vi gør sejlads endnu mere sikkert og behageligt, ikke blot med prisvindende både og bådmotorer, men også ved implementering af ny teknologi, der giver et betragteligt skridt fremad i forbedring af oplevelsen på vandet.
Sådan virker 1st Mate - mand-over-bord
1st Mate er et gennemført mand-over-bord-sikkerhedssystem, der integreres i bådens motor og sender advarsler via mobilen. Bådens kaptajn og op til syv passagerer er hver iført en bærbar enhed, der monitoreres af en app på telefonen.
Skulle en passager falde overbord, notificeres kaptajnen via appen og en advarselslyd fra kontrolpanelet.
Falder kaptajnen overbord, stopper motorerne, og instruktioner sendes til passagerer med både GPS-lokation såvel som instrukser til, hvordan motorerne genstartes. Skulle der gå for lang tid, sendes GPS-information ligeledes til kaptajnens nødkontakter i telefonen.
At 1st Mate ydermere kan benyttes som tyverisikring er ingen hemmelighed. Når kaptajnen forlader båden, eksempelvis i havnen, låses motorerne automatisk for først igen at åbnes op, når kaptajnens vedhæng atter er i nærheden.
- Sikkerhed er vores højeste prioritet, og dette produkt afspejler vores fokus på enhver persons sikkerhed på vandet. Systemintegration og forbedret teknologi er bådindustriens fremtid, og vi er godt positioneret til at gøre oplevelsen ombord endnu mere intuitiv og behagelig for vore kunder, forklarer Chriss Drees, præsident i Mercury Marine.
CES-pris: Design og nytænkning
CES Innovation Awards uddeles én gang årligt til produkter med et særligt design og nytænkning, fordelt over 28 forskellige kategorier.
Dommerpanelet består af industrieksperter og tæller medlemmer fra både medier, designere, ingeniører med videre. Prisen uddeles for en samlet vurdering af produktet indenfor innovation, ingeniørarbejde, funktionalitet, æstetik og design.