Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kølbådssejler Anders Vognsen er i dag i stand til at tæmme Finnjollen - også i hårdt vejr. Foto: Klaus Rasmussen

54-årige Anders gik fra kølbådssejler til aktiv jollesejler på 100 timer

Det tager ikke flere år at blive konkurrenceklar i Finnjollen. For ét år siden kastede Anders Vognsen sig over jollesejladsen i Veddelev, trænede to gange ugentligt og har allerede deltaget ved flere stævner. Læs interview.

Af Sara Sulkjær |

Anders Vognsen, hvornår begyndte du at sejle?

- I Skive Sejlklub som 4-årig, da min familie anskaffede en fin Albin Vega og før det med både min farfar og morfar, der begge var fiskere.

Hvilke både/joller har du sejlet i?

- Uha, mange! I de tidlige år familie- og kapsejlads i Vega og så i en Optimistjolle, som min mor byggede på aftenskole. Jeg var for lille til Europajolle og hoppede derfor til kapsejlads med familien efterfulgt af gastepladser i juniorbåd, H-båd og Smaragd. Ved siden af ræs hyggede jeg mig i Aalborgjoller med søspejdere, i min første sejlbåd (en 22´ Hansen-spidsgatter) og på længere ture i den klassiske ketch HR41 med min onkel.

- Hvis vi så springer til mine år i Dragør Sejlklub, lagde vi ud med en Banner 26 efterfulgt af en skærgårdskrydser S-30, og for tre år siden købte jeg en Jeanneau 32i Sunfast. Alle tre brugt til en skøn kombination af familiesejlads og ræs i form af op-ned, distancesejladser og twostar.

Hvornår begyndte du at sejle Finnjolle?

- I april 2019 i Veddelev Strands Bådelaug.

Hvad fik dig til at prøve Finnjollen?

- Jeg har igennem mange, mange år fulgt mine ihærdige Finnjollevenner i Dragør, men har, trods de mange venlige opfordringer, ikke rigtigt kunnet finde tid. Så en dag efter at jeg lige var flyttet til VSB, kom Frank Høyer Rasmussen forbi med et andelsbevis til havnen og nævnte, at han i øvrigt havde en skøn Finnjolle til salg.

- Så var jeg solgt. Det gav mig muligheden for at lære nogle fantastiske mennesker at kende, sejle året rundt og muligheden for at dygtiggøre mig som sejler.

Hvad får dig til at blive ved at sejle Finnjolle?

- For mig er der to ting, der betyder noget. For det første det sammenhold, den enorme hjælpsomhed og den jordnærhed, der er i den danske Finnjolleklub. Der er råd, tips, vejledning og fantastiske beretninger at hente på alle niveauer og i den grad alene med bevæggrund i oprigtig sejlerglæde og kærlighed til sejlsport.

- For det andet er Finnjollen en fantastisk skabning, der giver igen, så snart du starter med at trimme. Der er så meget at lære, og så er det god motion.

Hvor meget sejler du i Finnjollen?

- I snit to gange om ugen året rundt, så jeg har vel passeret de 100 timer i jollen nu. Udover at formålet er at sejle, lære og have det sjovt, så er det også min erfaring, at timer på vandet er uendelig meget vigtigere, end hvor nyt/dyrt grej du køber!

- Fornylig byttede jeg min +25 år gamle jolle med den ’ny’ 11 år gamle. Nu ved jeg, at jeg vil blive ved med at sejle Finnjolle, og så er det jo lækkert med en helt up-to-date jolle. Men det er slet ikke nødvendigt for at have det sjovt og komme i gang.

Vil du anbefale Finnjollen til andre sejlere – og hvorfor?

- Bestemt! Her er muligheder for at dyrke sejlads på alle niveauer, fantastiske mennesker, skønne naturoplevelser året rundt og i tillæg kan man komme i gang i en Finnjolle med en rimelig investering. Du kan købe en jolle, der er konkurrencedygtig på lokalt niveau, for 25-35 tusind kroner. Og den taber ikke nævneværdigt i værdi fra år til år.

Hvad skal man være opmærksom på, inden man kaster sig ud i at sejle Finnjolle?

- Find jolle og udstyrsniveau, der passer til dig og dit temperament. Tag fat i en af de lokale eller de gode mennesker i Dansk Finnjolle Klub, som kan hjælpe med at finde jolle og give et ærligt svar på, hvad du skal være opmærksom på med dit budget. Vel mødt på vandet.

- Hvad har hidtil været din bedste oplevelse i forbindelse med Finnjollesejlads?

- Der er to oplevelser, der særligt står frem. Den første er fra min juleferie, hvor jeg og et par af Finn-vennerne havde nogle fantastiske, naturskønne ture rundt i Roskilde Fjord – som altid kombineret med “ræs spas”.

- Den anden var, da jeg blev årets rookie i en skøn kapsejladsweekend i Dragør Sejlklub i september 2019. Det var kombinationen af at komme “hjem” og sejle, lære en kæmpe bunke tips og tricks og så max sejlerhygge på land og på vand.

Kilde: Dansk Finnjolle Klub

content-loader
content-loader
content-loader