Gå til hoved-indhold
Udstyr
Biltemas veste hører til blandt markedets billigste, hvor de kan købes for under 1.000 kroner. Foto: Biltema

Oppustelige veste fra Biltema kan være falsk tryghed - ejere indkaldes

Har du købt din oppustelige redningsvest i Biltema, er der en alvorlig sikkerhedsrisiko for, at vesten ikke automatisk pustes op i vandet. En ekstra låseenhed skal monteres, inden vesten kan anvendes sikkert.

Af Sara Sulkjær |

- Biltema opfordrer alle kunder, der har en eller flere af de ovennævnte oppustelige flydeveste, til ikke at fortsætte med at anvende dem. 

Så klar er beskeden fra det svenske varehus til de mange sejlere, der gennem årene har erhvervet sig en af vestene 25-5528, 25-5529 og 25-5540 fra butikskæden.

Låsemekanisme mangler

Det er en manglende låsemekanisme i vestene, der forhindrer, at gaspatronen kan blive drejet ud af sit gevind, der nu får svenskerne til at opfordre sejlerne til øjeblikkeligt at stoppe brugen af produkterne:

- Der foreligger en alvorlig sikkerhedsrisiko ved, at patronerne i disse veste kan blive drejet ud af gevindet og medføre, at vestene ikke blæses op, hvis man falder i vandet, forklarer Biltema på sin hjemmeside.

Drejes patronen ud af gevindet, vil vesten ikke kunne opfylde sin sikkerhedsfunktion. Først når en ekstra låseenhed er monteret, kan sejlerne derfor anvende de berørte veste med ro i maven.

Let montering

Den ekstra låseenhed kan fås i Biltemas varehuse, hvor ejeren eller personalet let kan montere produktet. Sejlerne kan naturligvis erhverve sig låseenheden uden betaling.

Indkaldelsen fra Biltema omhandler udelukkende veste produceret inden 2020. Flydevestens produktionsår er angivet på etiketten på indersiden af flydevesten.

content-loader
content-loader
content-loader