Sommerhavne: På Hirsholm ved Frederikshavn skal du tage affaldet med ombord
Sejlerlivet leves primitivt på øen, der har den tidligere fyrpasser og observatør, Jørgen, som eneste beboer. 49-årige Beneteau-sejler Niels Christensen er hyppig gæst med kæresten og parrets to børn.
Minbaad.dk finder sejlernes yndlingshavne. Denne gang går vejen forbi Nordjylland, hvor Beneteau-sejler Niels Christensen fra Frederikshavn, der til daglig er afdelingsleder i en elektrikervirksomhed, fortæller om naturreservatet Hirsholm.
Hvilken havn er din absolutte favorit på sommertogtet?
- Øen Hirsholm, der ligger syv kilometer fra Frederikshavn. Her er absolut ingenting, heller ikke en købmand. Du må derfor have alt med, ligesom du skal tage alt med tilbage, også dit affald.
- Tidligere boede omkring 200 mennesker på øen, men i dag er der kun en enkelt tilbage, Jørgen. Han er pensionist, men var under den kolde krig ansat som observatør, ligesom han har arbejdet som passer ved fyret, der står endnu.
Hvad gør denne havn speciel sammenlignet med andre danske havne?
- Det er roen, at det er et lille sted. Der er ingen veje og ingen biler, kun en havetraktor, som ham, der sejler postbåden, bruger til at klippe græs, når han et par gange i ugen sejler over med en håndfuld turister.
- Desuden er naturen noget helt særligt. Du kan gå rundt om øen på omkring en time og nyde synet af de mange hybenroser, de lækre badestrande og granitten. Inden man begyndte at hugge i granitten, var øen faktisk to meter højere, end den er i dag.
Hvilke seværdigheder skal man besøge, når man ligger i Hirsholm Havn?
- Der er ikke meget andet at lave end at hygge sig, spille spil, læse, bade, svømme, dykke og fange fladfisk og krabber. I dagligdagen er det meget hæsblæsende, så derfor er det egentlig rart at gå rundt og slappe af.
- Vi kan desuden bruge flere timer på at følge tejsten, en sjælden fugl med røde ben og rødt næb. Det er en smuk, lille fugl og en enormt god fisker, der samtidig er ret morsom, når den vralter afsted.
Hvis noget skulle forbedres i Hirsholm Havn, hvad skulle det så være?
- Der er et toilet, men ikke mulighed for bad. For mig at se er det dog intet problem, da vandet i havnen er så rent, at du bare kan hoppe i og bade der. Der er heller ikke mulighed for at fylde vand, så det må du have med hjemmefra.
- Men det er præcis, som det skal være. Der skal ikke være alt muligt på Hirsholm, det skal bare være en perle.
Hvordan vil du generelt beskrive de danske havne?
- Jeg kan godt lide, at der altid er plads til én mere. Der er nogle få, som sidder i cockpittet og ikke har hængt fendere ud, men det er en sjældenhed. Generelt hersker der en god stemning på alle havnene.
- Samtidig er priserne meget fair, særligt hvis man tænker på dem, der ligger i campingvogn, her er priserne langt højere. Vi ligger ofte for svaj, så skal vi betale 250,00 kr. en enkelt nat, har det ikke den store betydning for os.
Om Hirsholm Havn:
Faciliteter: Toilet og hjertestarter
Frihavn: Nej
Havnetakster: 120,00 kr. (10-15 m)
Hjemmeside: Naturstyrelsen.dk
Få overblikket over sejlernes ynglingshavne på sommerturen herunder. Tryk på ikonerne for info om havnene. Kortet er lavet på baggrund af Minbaad.dk's artikelserie 'Sommerhavne'.