Hvad kan corona-krisen betyde for langturssejlere her og nu?

Danmark er lukket ned. Vi går alle rundt i vores egne små cirkler. Vi følger intenst med i opdateringer på alle tænkelige nyhedsmedier.

- Vi mærker de mindste symptomer og forsøger at passe på både os selv og hinanden. Vi går i panik, hamstrer rugbrød og toiletpapir. Vi keder os, vi panikker, vi er usikre på fremtiden og vi aner ikke noget, fortæller Jørgen Mouridsen, kaptajn på S/Y Hispaniola.

Med sig ombord har han sin søn, Aske Mouridsen på 24 år og sin datter, Ida Mouridsen på 28 år og gasten Julie Rask Nørballe på 22 år.

Vi er alle ramt af frygt. Det skal vi nok også være, for at tage det alvorligt og for at gøre, hvad vi kan for at stoppe smitten. Vi skal blive hjemme. Vi skal følge med i alle nyhedsopdateringer. Vi skal mærke alle symptomer og handle på dem. Vi skal kede os, panikke, være usikre og ikke ane noget som helst.

For intet lige nu er normalt. Intet er, som det plejer.

Men hvor efterlader det drømmene om eventyret?

Hvor efterlader det langturssejlerne?

Hvad gør alle de danske sejlere, som lige nu er ude i den verden, som langsomt lukker ned?

Helligt soltegn i panden i stedet for medicin

Vi har snakket med besætningen ombord på Hispaniola, en Jeanneau Trinidad 48 fra 1994, som lige nu befinder sig ved San Blas-øerne, tæt på Panama.

San Blas-øerne er selvstændige øer, som er styret af Kuna-indianere. De har på øerne valgt at leve primitivt og prøver så vidt muligt at holde fast i de gamle traditioner.

Det betyder blandt andet, at de ikke har noget sundhedsvæsen, mændene går på jagt og fisker, mens kvinderne går hjemme, passer børnene og står i køkkenet. Til gengæld er det kvinderne, som bærer det traditionelle tøj, og det er dermed kvinderne, som viderefører kulturarven.

Besætningen ombord på Hispaniola, som vi har snakket med, er meget bevidste om dette midt i en tid med corona-virus. De udtrykker det således:

- Hvis man bliver syg herude, er der ingen læge eller medicin at finde. Til gengæld får man malet et swastika i panden. Det er et helligt soltegn, som vil have en healende effekt - forhåbentlig …

Strandet på en øde ø

Mange års planlægning kulminerede med afgang fra Danmark i juli 2019, og båden har nu sejlet ca. 6300 sømil siden. Den oprindelig plan var, at Hispaniola skulle gå til Shelter Bay Marina i slutningen af marts. Her skulle Hispaniola måles op og få en tid til at gå igennem Panamakanalen i starten af april.

Nu er alle planerne ændret, og besætningen på Hispaniola aner ikke, om de er nødt til at efterlade båden og udsætte deres drømmerejse. De aner heller ikke, om de overhovedet kan komme hjem, som Udenrigsministeriet råder dem til.

Gasterne, der ellers skulle påmønstre den 29. marts og sejle med fra Panama til Marquesas, er lige nu sat på standby - sammen med planerne.

- For blot en uge siden (eller nærmere få dage siden) kunne vi gå og joke med, at verden lukkede ned, og vi ville være strandet her på en øde ø. Nu er det blevet en realitet. Hvis ikke vi havde haft adgang til internet, havde vi ikke vidst, hvor drastisk og hurtigt de forskellige omkringliggende lande reagerer. Det kom lidt som et chok, da vi kom online på San Blas efter et par dage til søs fra Colombia.

Besætningen fortsætter:

- Vi er som sagt på San Blas, hvor de tre høvdinger på øerne har bestemt, at området bliver spærret af for turister. Alle turister, som ikke var med båd, blev sendt ud af San Blas, og de fleste øer er spærret af for landgang. Dette vises med røde flag på øerne. Dog har lokale familier på diverse øer anerkendt vores tilstedeværelse og tillader, at vi går i land. Kuna-indianerne er søde til at sejle ud med proviant/diesel/vaskemiddel/hummere - så indtil videre løber vi ikke tør for noget.

Umuligt at følge anbefalinger

På trods af anbefalinger fra Udenrigsministeriet om at rejse hjem til Danmark, er besætningen i tvivl om, hvad der kommer til at ske. De kan ikke sejle til Panama og flyve hjem derfra, da grænserne er lukket.

Der har været en del overvejelser om at sejle tilbage til Colombia og trodse vind og vejrforhold. Men disse overvejelser er sat i bero for nu. Besætningen fortæller:

- Deres (Udenrigsministeriets) bedste råd er at sejle tilbage til Colombia, men vind-, bølge,- og vejrforhold gør, at dette bliver en noget vanskelig tur. Dernæst ville vi komme i karantæne - måske på ubestemt tid. Nu lyder det til, at Colombias grænser også har lukket af, så den mulighed kan vi stryge fra listen. Vi lytter naturligvis til de råd, vi får, men forsøger også at træffe den rigtige beslutning for os. Lige nu tror vi, at vores bedste mulighed er at blive, hvor vi er. Vi er tjekket ind, her er læ for vind og vejr. Her er trygt og fredeligt. Og så er her smukt.

Drømmen lever stadig

Det er stadig drømmen, at Hispaniola skal gennem Panamakanalen og hele vejen jorden rundt. Men besætningen er nødt til at forholde sig til, at ruten er usikker.

Det vides ikke, hvornår verden bliver normal igen, og hvornår vi frit kan bevæge os rundt på eventyr og udleve drømmene. Besætningen på Hispaniola ærgrer sig, men har ikke sluppet drømmen helt:

- Vi prøver ikke at tænke så langt lige nu, men vi er naturligvis ærgerlige over, at vores drøm måske skal udskydes for nu. Det er jo noget, vi har arbejdet på i flere år op til udrejsen fra Danmark i juli.