Gå til hoved-indhold
Udstyr
Projektet foregår hos Fyns Maritime Klynge og er støttet af Den Danske Maritime Fond og Innovationsfonden. Foto: Dacoma
Udstyr
Testen fandt sted i sydfynske Faaborg. Foto: Dacoma

Ny type svingkøl fyldt med luft bestod testen i Faaborg

For første gang har et fartøj sejlet med en luftfyldt køl, der automatisk bremser krængning. Dacomas unikke svingkøl fik sin ilddåb under et Tuco-fartøj i Faaborg Havn med blot sin opfinder om bord.

 

Af Sara Sulkjær |

En luftfyldt køl, der svinger i modtakt med bølger og modvirker krængning, har haft sin jomfrusejlads under et syv meter langt skrog fra Tuco-værftet.

Svingkølen, som bærer navnet Airkeel, er udviklet af danske Dacoma. Kølen stikker halvanden meter under båden og består nederst af en hul, aflang beholder fyldt med luft. Kølen kan automatisk svinge fra side til side, og bevægelserne styres af kølens computer, hvis software ligeledes er udviklet af Dacoma.

Båden krængede ikke

Efter lidt mere end et år med patentering, funding, udvikling og laboratorietest skulle Dacomas svingkøl for første gang prøves af i dens blivende element; på vandet.

Det blev havnen i Faaborg på Fyn, der kom til at danne rammen om verdenspremieren. Dacoma, der bor i Svendborg, har indgået et strategisk samarbejde med værftet Tuco Marine Group i Faaborg om at teste svingkølen på hurtigtgående arbejdsfartøjer af ProZero-typen.

Tuco havde på værftet skåret hul i bunden og sammen med Dacoma monteret svingkølen. Fartøjet var tidligere dyppet i havnen for at se, om balancen var i orden. Onsdag den 29. april skulle den første sejlads foregå. Ved middagstid steg opfinderen og stifteren af Dacoma, Arnd Baurichter, om bord og startede en påhængsmotor.

- Det var stort, da jeg sejlede væk fra løftestropperne, men jeg var med det samme tryg ved bådens bevægelser, den sejlede helt forudsigeligt. Det eneste usædvanlige var, at båden ikke krængede, når jeg drejede og svingede rundt. Det kan netop indstilles via software, så det er mest stabilt og behageligt, forklarer Arnd Baurichter i en pressemeddelelse.

Strømforbrug skal optimeres

Data med hundredvis af parametre, som computeren har opsamlet under den blot halve times lange sejlads i havnen, er i de sidste par uger analyseret. Resultaterne viser, at svingkølen har reageret som planlagt.

- Når jeg drejede 360 grader rundt, foregik det med et køludsving på blot fem grader for at hindre krængning, viser det sig, men det var med ganske lav hastighed, fortæller Baurichter.

Analysen viser desuden, at der fortsat er meget at teste om strømforbrug og kursstabilitet for at fintune systemet.

- Vi har fra starten overdimensioneret batteribanken, men det skal vi optimere på, for strømforbrug og deraffølgende vægt er også vigtige parametre, når systemet skal kommercialiseres, påpeger han.

I de kommende uger står testskroget med sin svingkøl på værft. Ved næste søsætning om nogle uger skal kølen vise, hvordan den reagerer i bølger uden for havnen i farvandet syd for Fyn.

content-loader
content-loader
content-loader