Vallensbæk får ny badeanstalt og ombygget mole i 2021
Vallensbæk Havn får ombygget mole og får etableret en badeanstalt og samtidig udvikles hele havneområdet, fortæller kommunen.
Tirsdag den 25. august besluttede Teknik- og Miljøudvalget i Vallensbæk, hvordan den kommende badeanstalt skal se ud.
Det betyder, at Vallensbæk Havn får ombygget molen og får etableret en badeanstalt og samtidig også udviklet hele havneområdet.
Mole og badeanstalt
En ny træpromenade oven på molen skal give adgang til badning på den yderste del af molen. For enden af promenaden vil kommunen lave en bred trappe mod bugten og give adgang til badeanstalten, som placeres indenfor molen.
Fra molen bliver det derfor i fremtiden muligt at hoppe direkte i vandet eller at benytte badeanstalten og dens indrammede arealer.
Badeanstalten får:
Sauna
Omklædning
Toiletfaciliteter
Bygningerne bliver lagt på flydebroer, pontoner. De indrammer badeområdet mod molen, så du kan bade i sikkerhed for bådene i havnen. Vanddybden i bassinet varierer fra ca. 0,5 m til ca. 2,5 m.
Kystdirektoratet skal give tilladelse til projektet, før kommunen kan begynde at bygge. Det forventes, at molepromenaden og badeanstalten kan tages i brug i sommeren 2021, fortæller Vallensbæk Kommune.
Udvikling af havnen
Havnen udvides med et areal på ca. 1400 m2 nordvest for ankomstbroen. De nye arealer bliver indrettet i samarbejde med repræsentanter for alle havnens klubber.
Udvidelse af havnearealet er første skridt på vejen mod en fremtidig udvikling af havnens ankomstareal til gavn for alle borgere, brugere og besøgende i Vallensbæk Havn.
Kilde: Vallensbæk Kommune