Gå til hoved-indhold
Test
ProZero 15m FR Workboat sejler virkelig godt med dens kraftige V-formede forskrog. Fotos: Troels Lykke
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test
Test

Tucos ProZero 15 m er en let, velsejlende og stærk arbejdsbåd – Motorbaadsnyt.dk tester

Vi var med Tuco Marine Groups direktør Jonas Pedersen på en ProZero 15m FR Workboat en kold dag i december 2020, men inde i en rummelig kahyt var der rigeligt varmt. Båden, der kan sejle 37 knob, er stærk og skal bruges som inspektionsfartøj til norsk laksefiskeri.

 

Af Troels Lykke |

I Faaborg hos Tuco Marine Group ved man virkelig, hvordan hurtige, lette arbejdsbåde skal bygges. Siden 2002 har værftet bygget arbejdsbåde, faktisk har man bygget hele 280 nybygninger på værftet i Faaborg.

I 2002 byggede man skrogene i alu, de blev kaldt Aluguard. Først i 2007 begyndte Faaborg-værftet at bygge arbejdsbådene i lette kompositmaterialer som glasfiber og kulfiber.

Effektive og lette skrog

Skrogene er smalle og med meget V-formet stævn, der skærer bølgerne let. Hurtige, effektive både. Det er nemlig firmaets DNA, som de to ejere, sejlerne Jakob Frost og Jonas Pedersen altid er gået efter.

- For os handler det om at skabe effektive, lette skrog, der gør, at bådene bruger mindre brændstof, forklarer Jonas Pedersen, da vi står lunt inde i ProZero 15m FR Workboat, hvor oliefyret er tændt.

Som alle ProZero-både er denne bygget af robuste lette glas- og kulfiberkompositter, hvilket reducerer bådens vægt og derved tillader både højere hastigheder og lavere brændstofforbrug. 

Båden, der vejer 9,5 tons, har absolut gode sejlegenskaber, kan vi konstatere efter sejlads på Faaborg Fjords krabbe bølger.

Lækker accelleration

Jeg får lov til at gasse op for de to 400 hk Volvo Penta DPI-motorer, der er med en nyudviklet hydraulisk gearkasse, hvor det ikke hakker, når man skubber gashåndtaget frem.

Accelerationen er slående. Båden flyver afsted, da jeg sidder i de behagelige pilotsæder med luftaffjedring.

Udsynet er perfekt frem og i siden, mens man ikke kan se bagud, da der er placeret et toilet og en væg.

Bag førersædet er der fire siddepladser i bagbord side, mens der er et pantry i styrbord side i arbejdsbåden, der er beregnet til seks personer. Fremme under dækket er der en lav kahyt, der fungerer som opbevaringsrum for bådens udstyr og mandskabets udrustning.

Næsten ingen støj fra motorer

Da vi sejlede ProZero 15m FR Workboat var der meget lidt støj i kahytten.

- Båden er designet til at minimere støj og vibrationer, forklarer Jonas Pedersen, før vi sejler ind i Faaborg Lystbådehavn, hvor han med Volvo Pentas joystick sætter båden på en fast GPS-position, mens vi går ud på agterdækket og ser på en hydraulisk kran, som bruges til miljøinspektion.

Agter er der også en hydraulisk linehaler, så en line kan sænkes ned på 700 meters dybde i Norge.

Jonas Pedersen er godt tilfreds med båden. Han ser et stort salgspotentiale i produktionen til eksport, men også til danske kunder:

- ProZero-bådene er i høj grad succesfulde, fordi vi dels leverer nogen meget velfungerende og velprøvede skrog, men også fordi vi gennem vores modulærer design og produktionsplatform kan tilbyde kunderne tilpassede løsninger, som sikrer, at netop deres operationelle behov imødekommes meget specifikt, og samtidig tager vi udgangspunkt i nogle velafprøvede standardskrog og komponenter. Det gør, at vi både unikt kan møde kundens behov, men samtidig kan være konkurrencedygtige, både nationalt og Internationalt, forklarer Jonas Pedersen.

Konklusion: En effektiv arbejdsbåd

Motorbaadsnyt.dk's udsendte har testet mange motorbåde gennem de senere år, og denne ProZero 15m FR Workboat var en udsøgt fornøjelse.

Båden gik godt i søerne og havde et fantastisk optræk. Som arbejdsbåd virker den til at kunne opfylde mandskabets mål om at kunne bevæge sig rundt på båden, der har brede sidedæk og højt, stærkt søgelænder.

Båden koster 5 mio. kroner, men har også skulle opfylde meget hårde norske krav som arbejdsbåd med alarmer og en båd, der er stærk og holdbar i al slags vejr.

ProZero 15m FR Workboat:
Længde over alt: 14,30 m

Bredde: 3,54 m

Dybgang: 0,73 m

Vægt: 9.500 kg

Motor: 2 x 400 hk Volvo Penta DPi

Topfart: 37 knob

Cruisingfart: 28-30 knob

Antal om bord: 6 personer

Pris, sejlklar: 5 mio. kroner

Værft i Faaborg: www.tuco.dk

content-loader
content-loader
content-loader