Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
MRB 35'eren er én af Kystredningstjenestens ti MRB-redningsbåde. Foto: VesselFinder

Redningsbåd på Vestkysten får sejlforbud - kan tage vand ind under aktion

Det er ikke forsvarligt at tage på havet i Thorsmindes MRB 35. Det står klart, efter at Kystredningstjenesten forleden udførte et tjek på den 50 år gamle redningsbåd, der siden 1970 har reddet sejlere langs den jyske vestkyst.

Af Sara Sulkjær |

Alderen trykker på den 50 år gamle redningsbåd i Thorsminde, MRB 35. Det er ikke grå hår og en skaldet isse, der her er tale om. I stedet er det skroget på den 50 år gamle redningsbåd, der er begyndt at tære:

- Man følte ikke, man kunne stole hundrede procent på skibets sikkerhed, da den i værste fald kunne tage vand ind i en aktion, forklarer stationsleder i Thorsminde, Bjarne Mikkelsen, til FiskerForum.

Falsk tryghed

Svaghederne i skroget har tvunget båden til kaj, hvor den skal ligge, indtil skaderne er udbedret - eller indtil de lokale reddere, hvoraf flere er frivillige, får en ny redningsbåd i hænderne:

- Vi har ikke tillid til båden, og sådan som situationen stiller sig, er vi bedre rustet med en mindre båd, som er i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand, forklarer stationslederen til Fiskeri Tidende og understreger:

- Vi stoler ganske enkelt ikke på MRB 35. Det giver falsk tryghed, og det kan ingen være tjent med. 

Midlertidig erstatningsbåd

Det var under et tjek af Kystredningstjenesten, at sløret for bådens svagheder forleden blev løftet. Svagheder, der fik Kystredningstjenesten til at forbyde al videre sejlads i båden.

En midlertidig, men mindre, erstatningsbåd er nu på vej til stationen i Thorsminde.

Kilder: Fiskeri Tidende og FiskerForum

content-loader
content-loader
content-loader