Baadhuset A/S blev bedst sælgende Suzuki-forhandler i 2019
Baadhuset ved Beder har godt gang i salget i Danmark. Ikke mindst når det gælder salget af Suzuki Lean Burn-motorer fra mellem 115 og 300 hk.
Baadhuset A/S i Beder ved Aarhus blev bedst sælgende Suzuki-forhandler i 2019.
Det skete, efter de solgte 32 både i 2019, hvor der på de fleste var Suzuki Lean Burn-motorer i størrelserne 115 hk og 300 hk, hvor omsætningen er noget større, end når der langes en 4 hk over disken.
- Det er efter omsætning, at vi i kroner og ører har solgt mest. Bådene, der har fået Suzuki-motorer på, er fra bådene Saver, Drago og Humber-RIB, men vi har også solgt enkelte motorer i løs vægt, siger Baadhusets arbejdende bestyrelsesmedlem, Claus Bak.
Japansk pålidelighed
Om motorerne siger Claus Bak videre til Motorbaadsnyt.dk:
- Suzuki står for japansk pålidelighed, innovativitet, nyeste teknik med god brændstofsøkonomi og lavt støjniveau.
Sønnen Henrik Bak er direktør i Baadhuset, mens hans anden søn, Daniel, er sælger i firmaet.
I Danmark er det Johs Thornam i Glostrup som importerer Suzuki-motorer, der i øvrigt bygges få kilometer fra konkurrenten Yamaha.