Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
200 startnumre er solgt, og dermed kan arrangørerne melde foreløbigt udsolgt i Vegvisir Race 2021. Foto: Peter Brøgger

Vegvisir-sejlerne vil gerne starte i Nyborg - nu åbnes for flere deltagere

Efter 20 dages billetsalg ramte ”Vegvisir Race Nyborg 2021” 200 tilmeldte både, og dermed er der officielt udsolgt. Men for de håbefulde, der ikke nåede med i første omgang, er der nu gode nyheder, for flere billetter sættes til salg i løbet af april.

Af Sara Sulkjær |

Vegvisir Race er i år flyttet til Nyborg på Fyn, hvilket har vist sig at være en flytning, som deltagerne kan lide. Således nåede sejladsen på kun 20 dage et rekordstort antal deltagere.

Det betyder, at der i skrivende stund er 351 sejlere i 200 både, der anløber Nyborg Marina i den første weekend i september, helt præcist 2. – 4. september 2021:

– Vi var meget spændte, da vi åbnede billetsalget med en ny værtsby 4. marts. Vores mål var, at foråret og sommeren skulle vise, om vi kunne nå målsætningen på 200 både, men allerede 24. marts var vi på 200. Så vi er stolte af at kunne melde udsolgt godt fem måneder før eventstart, fortæller Morten Brandt fra Shorthand Event & Communication, der ejer rettighederne til Vegvisir Race.

Mange fordele i Nyborg

Der er flere grunde til, at sejlerne har taget så godt i mod den nye venue. Blandt dem er Nyborgs fantastiske beliggenhed centralt i Danmark, som gør byen let at komme til på landevejen med trailerbåd eller af vandvejen.

Også den direkte adgang til Storebælt, det Sydfynske Øhav og Smålandshavet tæller i positiv retning i forhold til at skabe spændende adventure sailracing-baner. 

Læg dertil en engageret sejlklub og marina med masser af moderne faciliteter og en engageret kommune, der i samme weekend som Vegvisir Race afholder kulturfestivalen Norden i Nyborg med blandt meget andet gratis udendørs koncerter.

Oven i det har Nyborg landets højeste hotel- og overnatningskapacitet uden for hovedstaden, hvilket kommer deltagerne, deres venner og familier til gode, hvis de ønsker overnatning i blødere senge før, under eller efter i Vegivisir Race.

Yderligere 30 billetter

Som man kender det fra andre kapsejladser, er der altid en del af deltagerne, der ikke når frem til start.

Dette frafald vil holdet bag Vegvisir Race; Nyborg Sejlforening, Nyborg Kommune, Nyborg Marina og Shorthand E&C imødegå ved at sætte flere billetter til salg i løbet af april.

– Det er vores erfaring, at mellem 15 og 20 procent af de tilmeldte ikke kommer til start. Det tager vi konsekvensen af, når vi sætter et begrænset antal startnumre til salg i løbet af april, forklarer Morten Brandt i en pressemeddelelse.

Nye tiltag på vej

Der bliver masser af nyt at fortælle om Vegvisir Race Nyborg 2021 i de kommende måneder. Udover de udfordrende baner er der masser af innovative tiltag i støbeskeen for både deltagerne og for deres familier og venner.

Nyborg Sejlforeningen ser frem til at tage sig af opgaven med at byde velkommen til de mange sejlere fra ind- og udland.

– Vi håber, at vi med vores engagement i Vegvisir Race Nyborg kan give klubben og sejlsporten i området en yderligere saltvandsindsprøjtning. Shorthanded distance-kapsejlads (én eller to personer på båden, red.) har vind i sejlede i disse år, og vi tror, det også vil have appel til flere lokale sejlere at prøve kræfter med denne disciplin, mener formanden for Nyborg Sejlforening, Marianne Holmer.

OM VEGVISIR RACE 2021:
Vegvisir Race blev aflyst kort før start i august 2020 på grund af lokal covid19-frygt. Det fik flere konsekvenser - blandt andet flyttede det internationale event fra Nykøbing på Falster til Nyborg på Fyn, og de 128 tilmeldte 2020-deltagere fik overført deres billet til 2021.

De resterende 72 billetter blev solgt på 20 dage. Dermed var der officielt udsolgt fem måneder før eventstart. I løbet af april udbydes de sidste 30 startnumre til salg.

Som en særlig service kan Vegvisir Race-deltagere, der bliver forhindret i at stille til start, videresælge deres startnummer til tredjepart. Det foregår bedst i Facebookgruppen Vegvisir Racers. Sidste frist for videresalg er 2. august. Sælger bekræfter handlen over for Vegvisir Race Team på info@vegvisirrace.com.

Der er 302 sejlere tilmeldt i 151 både på 2Star-sejladserne, mens 49 skippere tager udfordringen singlehanded.

Læs mere om Vegvivisir Race Nyborg 2021 på www.vegvisirrace.dk.

content-loader
content-loader
content-loader