Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
En masse glade sejlere var på Oure i uge 42 i 2021. Foto: Oure
Sejlklubber
Sejlklubber

Den hele sejler - Oures SejlCamp havde fokus på mere end sejlads

Den hele sejler, det store fællesskab og et miljø, hvor børn og unge kan have det sjovt sammen, mens de sejler. Det var omdrejningspunktet, da 115 unge sejlere gæstede Oure SejlCamp i efterårsferien, fortæller sejlunderviser på Oure Efterskole, Ditte Juul Kristensen.

Af Troels Lykke |

Der er mange måder at holde efterårsferie på. Men når man er sejler, er det tid på vandet, de fleste drømmer om. Det gjorde sig også gældende for de 115 børn og unge, der i uge 42 var på Oure SejlCamp i det sydfynske.

Ugen var opdelt i to hold, hvor de første fire dage var for de yngste børn i alderen 9-15 år, der sejler i Opti C, B og A, mens anden del var for de 13-17-årige, der sejler i Zoom8, Feva, Tera og Laser 4,7.

For de yngste børn var det for de flestes vedkommende første gang, de var afsted uden mor og far. Sejlunderviser på Oure Efterskole og tovholder på Oure SejlCamp Ditte Juul Kristensen var derfor imponeret over de små sejlere:

- Alle deltagere på vores camp bor i efterskolens huse, hvor de selv sørger for at komme i seng, stå op, gøre sig klar og sågar gøre rent. Jeg var meget imponeret over de mindste deltagere, som alle klarede det hele selv og stod klar hver dag kl. 7. De nærmest løb afsted til morgenmad, så de kunne blive klar til at komme på vandet. Det siger noget om, hvor selvstændige sejlerbørn er, fortæller Ditte Juul Kristensen.

Meget mere end sejlads på programmet

På Oure Sejl Akademi, som efterårsferiens SejlCamp er en del af, er der fokus på meget mere end sejlads. Det handler om at skabe den hele sejler, og det fik de unge på årets SejlCamp at mærke.

Alle børn og unge ankom med deres egen jolle, men tilbragte tid med meget andet end den. Både på vand og på land. For Ditte Juul er det vigtigt, at Oure SejlCamp ikke kun handler om den jolle, de unge kender, og hvor hurtige de kan blive i den.

- Det handler jo om at skabe et fedt miljø, hvor de her børn og unge synes, det er sjovt at sejle. De får masser af tid i deres egen jolle og får trænet deres evner indenfor kapsejlads, men de får også tid i nye bådklasser som DS37, J/70 og E-jolle og 29er.

- Det er vigtigt, at de udvider deres horisont på det område, bliver nysgerrige på nye ting, og ser at der er andre muligheder, når de vokser ud af deres jolle, påpeger Ditte Juul, som i ti år har stået for Oure SejlCamp.

Varm kakao og mad i klubhuset

Størstedelen af tiden blev tilbragt på Oure Sejl Akademis base på Lundeborg Havn, hvor der også blev holdt skippermøder i klubhuset, spist frokost medbragt af Oure Spisehus og drukket masser af varm kakao.

Som noget nyt i år blev der serveret varm mad i klubhuset efter endt sejlads, da flere af de unge sejlere ofte er sultne og kolde efter en dag på vandet.

Der var også masser af aktiviteter tilbage på skolen i Oure, hvilket netop er én af campens styrker.

content-loader
content-loader
content-loader