Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Sehested og co. er klar til nye udfordringer. De har alt at vinde. Foto: SailGP

Nicolai Sehested: Nu er det tid til at vise, hvad vi har lært

Kaptajnen for det danske SailGP-hold, Nicolai Sehested løfter sløret for sine forventninger til weekendens SailGP-event i Taranto. Sehested håber, at hans besætning vil omsætte forårets træning til praksis, når SailGP for første gang rammer de italienske farvande.

Af Troels Lykke |

Den globale racing-liga skaber historie den 5.-6. juni med det første italienske SailGP nogensinde i Taranto. Samtidig vender ligaens F50-flåde tilbage til Europa for første gang siden Marseille-finalen i den indledende sæson, hvor Australiens SailGP-hold blev kronet som mestre i september 2019.

Det danske SailGP-hold, der har Rockwool som hovedsponsor, sluttede på en sjetteplads i Grand Prix-åbningen af ​​sæson 2 i Bermuda i april. Sehested forklarer, at han er ivrig efter at 'opretholde intensiteten' og bygge videre på momentum fra det første løb i 2021.

- Det har været nogle meget travle, men givende få uger for os, siden vi kom tilbage fra Bermuda. Som et af de nyere hold i konkurrencen er vi godt opmærksomme på den læringskurve, vi står over for - og vi er ivrige efter at tage de erfaringer, vi har gjort os i Bermuda og derhjemme, og vise, hvad vi kan gøre med dem, siger Sehested.

Træning på land og på vand

Det danske hold har kombineret træningspas på og uden for vandet - herunder at blive coachet af den tidligere America's Cup-skipper Iain Percy forud for Taranto. I mellemtiden er den danske sømand Christian Kamp også kommet til holdet til træning i Italien.

Sehested fortsætter:

- Vi har været på den avancerede F50-simulator i Belfast i Nordirland, hvor vi har været i stand til at dykke dybt ned i vores præstationsdata og teste forskellige scenarier. Derefter fulgte vi op med nogle virkelige sejladser på vores GC32 - en mindre, foilende katamaran - i Danmark for at omsætte vores erfaringer i simulatoren til praksis.

- Vi føler, at vi gør store fremskridt med hensyn til vores bådhåndtering og præstationer generelt. Den ekstra erfaring fra folk som Iain og Christian, som har brugt år på at sejle i disse både, er virkelig værdifuld og fremskynder vores læringsproces.

God platform at bygge videre på

Bermuda SailGP blev vundet i en neglebidende tæt sidste kapsejlads af Ben Ainslie og Storbritanniens SailGP-hold. Det danske SailGP-holds sjetteplads placerede dem foran Japans SailGP-hold, der er styret af den olympiske mester Nathan Outteridge, og USA's SailGP-hold under ledelse af America's Cup-legenden Jimmy Spithill.

- Vi var skuffede efter ​​Bermuda, for vi følte ikke, at vi sejlede på vores bedste niveau - men hvis man ser bort fra præstationen, er det ikke et dårligt resultat for vores første reelle kapsejlads i over 14 måneder, tilføjer Nicolai Sehested.

- Det giver os en god platform til at fortsætte med at lære og opbygge vores teamdynamik, når vi fokuserer på Taranto. Vi sætter os ikke under pres, da vi stadig er langt bagud i forhold til nogle af de andre hold, når det kommer til erfaring, men hver time, vi sejler sammen, bliver vi bedre og hurtigere, og vores håndtering af båden under forskellige forhold forbedres virkelig.

Der forventes i øjeblikket let vind til Italiens SailGP i Taranto, som vil udgøre forskellige udfordringer for flåden, der stod over for stærk brise på op til 20 knob i løbet af de to dages løb i Bermuda.

Danske fans kan se kapsejladserne på TV 2 Sport, TV 2 Sport X og TV 2 Play i weekenden.

content-loader
content-loader
content-loader