Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Morten Gantriis Sørensen, tv., ses her med den konstituerede direktør i Elvstrøm Sails, Kristian Andersen. PR-foto

Ingeniøruddannede Morten Gantriis Sørensen er ny direktør for Elvstrøm Sails

1. august tiltræder Morten Gantriis Sørensen som direktør for Elvstrøm Sails. Med sig i bagagen har X41-sejleren en bred ledelsesmæssig-, kommerciel- samt teknisk erfaring. Senest fra et job som regionsdirektør for RGS Nordic A/S.

Af Sara Sulkjær |

45-årige Morten Gantriis Sørensen er ny mand ved roret hos Elvstrøm Sails. Oprindeligt er han uddannet ingeniør fra Aalborg Universitet og har siden arbejdet hos blandt andre HJ Hansen Genvindingsindustri, Fiberline Composities og Fibertex non-wowens.

I sejladsmæssig sammenhæng agerer Gantriis Sørensen blandt andte privat "pitman" ombord på en X41.

- Vi er meget glade for at kunne byde Morten velkommen ombord. Elvstrøm Sails har især i de seneste fem år udviklet sig ganske markant, og den udvikling ser vi frem til at fortsætte i samarbejde med den nye direktør, påpeger hovedaktionærerne bag Elvstrøm Sails, Thomas Andersen, Fayard og Preben Terp-Nielsen, Abena.

- Vi har lagt vægt på at få en bred ledelsesprofil, der evner at sætte sig ind i en verden, drevet af passion og nørderi (på den gode måde, red.) - og sætter en ære i bevare og videreudvikle det produkt og den kvalitet, vores brand står for, fortsætter hovedaktionærerne.

Skal realisere sejlerdrømme

Også den konstituerede direktør, Kristian Andersen, Fayard, byder Morten Gantriis Sørensen velkommen:

- Jeg har jo selv haft fornøjelsen at arbejde for Elvstrøm Sails i et par år med forretningsudvikling i tæt samarbejde med den tidligere direktør, Niels Bjerregaard. På den måde har jeg fået både branchen og virksomheden under huden, og jeg er sikker på, at Morten hurtigt vil sætte sig ind i den spændende verden, Elvstrøm Sails er en del af.

- I bund og grund handler det jo om, at vi er med til at realisere sejleres drømme - uanset om den drøm består i at vinde Fyn rundt, sejle på weekendtur med familien eller over Atlanten. Vi har med folks fritid at gøre og gennem det seneste halvandet år har vi i den grad set, hvor værdifuld tiden i det fri under åben himmel er. Med vores placering tæt på de store europæiske sejlermarkeder, et højkvalitetsprodukt samt fuld kontrol over hele værdikæden står vi godt rustet til også fremadrettet at kunne hjælpe sejlere med at få vind i sejlene. Og nu med en ny direktør ved roret, forklarer han.

Spænding og ydmyghed

Manden, der fremover får ansvaret for at hjælpe sejlerne på vej mod deres drømme, Morten Gantriis Sørensen, er udmærket klar over hvilken stor opgave, han har i vente:

- Elvstrøm Sails er Europas største sejlloft med en legendarisk grundlægger og en imponerende historie, så det er med spænding, glæde og ikke mindst ydmyghed, at jeg ser frem til jobbet.

- Elvstrøm Sails står for kvalitet, knowhow og professionalisme, og jeg glæder mig til at være en del af virksomhedens fortsatte udvikling og til at være en del af et team, der leverer sejl i verdensklasse til sejlere på alle niveauer. Jeg glæder mig til at komme i gang og ser frem til at møde medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere.

content-loader
content-loader
content-loader