Gå til hoved-indhold
Tur
Hele familien kan hoppe i Øster Hurups klare badevand. Foto: Mette Johnsen

Salt, vikinger og Danmarks mest børnevenlige strand – Mariager Fjord og østkysten har oplevelser til hele familien

I høj sol og regnfuldt gråvejr byder Mariager Fjord på underholdning for sejlere i alle aldre. Besøg blandt andet levende museer med saltbade og vikingekampe eller nyd sommeren på den lavvande sandstrand i Øster Hurup på Jyllands østkyst.

Af Sara Sulkjær |

At drage på ferie i sejlbåd med børn ombord er en gave. En gave, der med de yngstes begejstrede udbrud, store fantasi og måde at opleve på føjer en helt ny dimension til sejlerferien.

Men det er også en gave, der – når vejret viser sig fra sin triste side – må pakkes ind i et regntæt materiale af spændende, indendørs oplevelser. Oplevelser, der blandt andet kan bestå i børnevenlige museumsbesøg og andre kulturelle tilbud, der landet over står i kø, når solen må vige for et gråligt skydække.

Sammen med Destination Himmerland har Minbaad.dk sat kursen mod Mariager Fjord-området, hvor tre børnevenlige havnebesøg er på menuen:

Børnene får lov at tage fat i Mariager. Foto: Lars Holm

Mariagers magiske salt

Træd ind i en verden af salt. På Mariager Saltcenter, blot 200 meter fra lystbådehavnen, sættes det betydningsfulde grundstofs spændende historie under lup, ligesom I kan opleve hele 2.268 forskellige saltkar, hvilket gør udstillingen til verdens største af sin slags.

For familiens yngste vil en tur i den mørke saltmine med simulator-elevatoren vække begejstring, ligesom et besøg hos Sydemesteren i Sydehytten kan løfte sløret for, hvordan saltet produceres. Pakker I badetøjet i tasken, er det desuden muligt at tage en svømmetur i det 37 grader varme saltvandsbassin. 

Når museumsdørene om eftermiddagen lukkes, kan I med fordel slentre ned ad de brostensbelagte gader i Mariagers gamle og charmerende midtby, hvor en vaffelis eller middag kan nydes på en af de lokale restauranter og caféer.

Læs mere om Mariager Saltcenter her og få et overblik over muligheder i Mariagers midtby her.

----------

Tovtrækning på vikinge-manér. Foto: Nordjyske Museer

Vikingerne fra Hobro 

Brødbagning, uldarbejde, smedning og skydning med bue og pil. På Vikingemuseet Fyrkat i Hobro tages gæsterne tilbage til den sagnomspundne vikingetid, der med sine tatoverede kæmpere imponerer besøgende i alle aldre.

Udenfor museet ligger den Mytologiske Legeplads, en kunstnerisk og fantasifuld skulptur-, lærings- og oplevelsesplads. Lad børnene boltre sig blandt de spændende figurer eller dyk ned i de nordiske guders historie i ”Fortælle-hulen”, hvor hele familien kan lytte med.

Er energilagret endnu ikke tømt, kan I drage på vandretur på Danmarks første certificerede vandrerute, den såkaldte Panorama-rute, der har sin start ved Hobro Lystbådehavn.

Læs mere om Vikingemuseet Fyrkat her og tjek Panorama-ruten her.

----------

Krabberfiskeri i Øster Hurup. Foto: Destination Himmerland

Stranddag i Øster Hurup

Få sømil nord for Mariager Fjords udmunding ved Kattegats kyst finder I Øster Hurup. En mindre by med 708 indbyggere, der er kendt for sin dejlige badestrand, som grundet det lave vand er kåret til Danmarks mest børnevenlige.

Ikke mindst strandområdet nord for havnen er et hit. Her strækker den hvide sandstrand sig så langt, øjet rækker, og inviterer børn og barnlige sjæle til timevis af sjov med bølgeboard, skovl og spand. 

Selve byen byder på en række forskellige aktiviteter, blandt andet lægger flere musikere og bilelskere vejen forbi i sommerperioden, ligesom også krabbevæddeløb og meget andet er på programmet i den stemningsfyldte havn. 

Læs mere om Øster Hurup her og undersøg den populære badestrand her.

content-loader
content-loader
content-loader