Overfarten ved Sundsøre er udfordret: Først kørte lastbil i vandet, så gik reservefærgen på grund
I sidste uge trillede en lastbil overbord fra færgen Mary. Torsdag kom erstatningsfærgen Sleipner for tæt på tangen ved Sundsøre. Det lykkedes torsdag aften at få færgen fri af grunden. Sejladsen er fortsat indstillet.
Medarbejdere og passagerer på Sleipner, der sejler på overfarten mellem Sundsøre og Hvalpsund i Limfjorden, fik sig torsdag en brat opvågning. I de tidlige morgentimer gik færgen på grund på tangen ved Sundsøre - og her blev den siddende.
Det skriver Nordjyske på sin hjemmeside.
Fri torsdag aften
Først torsdag aften, efter en ihærdig arbejdsindsats af entreprenørfirmaet og en række dykkere, lykkedes det at få færgen fri af grunden:
- Alt er gået perfekt. Nu går vi til kaj i Sundsøre og sender dykkere ned for at se, om der er nogen skader og får passagerernes biler bragt i land, forklarer overstyrmand Lars Bach Jensen til Nordjyske.
Hvornår færgen igen får lov at transportere passagerer mellem Vesthimmerland og Salling er uvidst. En grundig gennemgang af færgen samt et tjek hos Søfartsstyrelsen er nødvendigt, førend færgen atter kan få lov at kaste fortøjningerne.
To uheld i træk
Grundstødningen rammer overgangen blot en uges tid efter, at en lastbil trillede af færgen Mary, der normalt sejler på distancen mellem Sundsøre og Hvalpsund. Da Sleipner netop er indsat som reserve for Mary, er det derfor ikke muligt at benytte overgangen fredag:
- Sleipner er nu kommet fri af tangen og ligger i havnen i Sundsøre. I løbet af i morgen (fredag, red.) får vi mere klarhed over skaderne. Sejladsen vil derfor fortsat være indstillet fredag, skriver færgeselskabet på Facebook.
Kilder: Nordjyske og Færgen Mary