Gå til hoved-indhold
Kapsejlads

Følg KDY og Bandholm live fra Sailing Champings League-finalen på Sardinien

KDY og Bandholm sejler mod Europas bedste klubhold til finalen i Sailing Champings League i Porto Cervo på Sardinien. Stævnet finder sted fra 7. til 10. oktober. Der streames live fra lørdag og søndag kl. 12.

Af Troels Lykke |

Sæsonen 2021 er ved at være slut for mange nationale sejlsportsligaer, men højdepunktet på europæisk plan venter stadig. Derfor sejler KDY og Bandholm i denne weekend med i finalen i Sailing Champions League.

Stævnet finder sted fra den 7. til 10. oktober 2021 i Porto Cervo på Sardinien. De bedste 31 sejlklubber fra 16 lande vil konkurrere om titlen ”Årets bedste klubhold” ved værtsklubben Yacht Club Costa Smeralda.

Blæsende start

Lørdag og søndag kan interesserede følge sejladserne på tæt hold online, da SailTracks sender live fra sejladserne - noget, der deles via Sejlsportsligaens Facebookside.

Danmarks er i år velrepræsenteret af Bandholm Sejlklub og Kongelig Dansk Yachtklub. Thomas Hartvig fra Kongelig Dansk Yachtklub udtaler inden stævnet: 

- Vi tror, vi har gode muligheder med vejret, der lover vind alle dage.

Vejret har hidtil været blæsende, og det har betydet, at det først i dag, fredag at sejlerne sendes på vandet.

Holdopstillingen er som følger:

KDY stiller med: Thomas Hartvig, Jeppe Blak-Lunddahl, Niels Gramkov og Henrik Jensen ved roret.

Bandholm stiller med: Bo Schülein, Kasper Skiveren, Peter Ammundsen og Rasmus Harsaae.

De deltagende hold findes her: https://sailing-championsleague.com/participating-clubs-for-porto-cervo/

For mange klubber fra National Sailing Leagues er finalen i Sailing Champions League (SCL) sæsonens højdepunkt. At konkurrere mod de bedste klubber fra Europa over fire dage ud for Costa Smeraldas kystlinje er i øverste position på de fleste ligasejleres personlige ønskeliste.

KDY direkte til finalen og Bandholm via kvalifikation

De 31 bedste klubber fra 16 europæiske lande kommer til SCL-finalen. De tæller Østrig, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Norge, Polen, Portugal, Rusland, Spanien, Sverige, Schweiz og for første gang Tyrkiet.

13 klubber, herunder KDY, er direkte kvalificerede til finalen i Porto Cervo som nationale mestre i deres National Sailing League fra det foregående år. De andre 12 klubber sikrede deres startplads ved SCL Qualifier i Kiel, Tyskland, i juli. Her deltog Bandholm Sejlklub og endte på en flot fjerdeplads. De resterende pladser blev tildelt som wild cards. 

Op til 76 løb er planlagt fra torsdag til søndag ved Yacht Club Costa Smeralda. Efter kvalifikationsrækken, der starter torsdag kl. 13.30 og slutter søndag omkring middagstid, rykker de fire bedste klubber ind i den såkaldte “Final Four”.

I op til de fire sidste løb afgøres det, hvilken klub der vinder Sailing Champions League 2021, og hvis navn vil blive indgraveret som den ottende vinder på sølvpokalen.

Danmark har tidligere været med i finalen, og håbet er at det gentager sig i år.

Som sædvanlig sendes SailTracks løbende live på YouTube lørdag og søndag fra 12:00 til 16:00. De britiske sejleksperter Andy Rice og Mark Rhodes vil kommentere løbene fra studiet.

Tidspunkter for live stream:

  • Lørdag d. 9. oktober: 12:00 til 16:00
  • Søndag d. 10. oktober: 12:00 til 16:00hr (finale: Ca. 15:00 til 16:00) 

Følg livestream på YouTube og på Sejlsportsligaens egen FB-side her: www.facebook.com/sejlsportsligaen

content-loader
content-loader
content-loader