Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
I august vandt Otto Strandvig danmarksmesterskabet i Finnjollen. I weekenden skal sejleren forsøge at fortsætte sin store dominans i klassen ved stævnet i Dragør. Foto: Jan Kruse

Islandsk sejler til start ved Finnjollernes Dragør Open

Med fem svenskere og en enkelt islænding i form af Rúnar Steinsen på startlinjen bliver det sjællandske stævne - som navnet antyder - en international sejlads. Flere deltagere håber på revanche fra sidste måneds DM.

Af Sara Sulkjær |

Selvom flere svenske sejlere i weekenden spænder Finnjollen på bilen og lader GPS'en vise vej til Dragør Sejlklub, kan ingen af disse rejser sandsynligvis måle sig med Rúnar Steinsens.

Den islandske Finnjollesejler har hjemsted i sejlklubben Þytur, der har adresse i Hafnarfjörður på Islands sydvestkyst, flere hundreder kilometer fra den sjællandske stævneby. Ikke desto mindre er Steinsen på pletten, når årets Dragør Open lørdag skydes i gang. 

Stævnerekord

På startlinjen får islændingen selskab af 28 andre sejlere. Det er ny rekord ved stævnet, der tidligere har pralet af omkring 25 tilmeldte som hidtil bedste højdescore:

- Vejret bliver som sædvanligt godt til dette stævne. Der loves let til mellemluft med sol og pæne temperaturer, forklarer Michael Staal fra Finnjolleklubben forud for stævnet.

Det er ikke kun på vandet, at deltagerne forkæles med fint vejr. Også på land vil arrangørerne sørge for godt til sejlerne, der kan se frem til en lækker grillmiddag og dertilhørende moleøl.

Hall havde drømt om forbedring

Her vil deltagerne ikke blot kunne diskutere dagens sejladser. Resultaterne fra DM, der blev sejlet for knap en måned siden og havde flere af Dragør-sejlerne på startlinjen, vil ligeledes vendes om middagsbordet:

- Dog kommer vi til at savne Lars Hall, KDY, der gerne ville have forbedret sin fjerdeplads fra DM. Han har valgt at deltage i en anden sejlsportsgren i denne weekend, uddyber Michael Staal.

Se deltagerlisten ved Dragør Open her.

content-loader
content-loader
content-loader