Gå til hoved-indhold
Tur
Den første havn, du møder efter Aggersundbroen er Løgstør. I Muslingebyen Løgstør hylder man med stolthed Limfjordens muslinger.
Tur
I Glyngøre er der noget for børn og barnlige sjæle.
Tur
Gæster må ikke medbringe biler på Livø, så du vil opleve en stilhed, som du kun finder i de yderste afkroge af Danmark.
Tur
Vil man til store havne er Holstebro-Struer Lystbådehavn Limfjordens største og har derfor mange gode faciliteter tiltrukket fastliggende lystsejlere fra et stort geografisk område.

Vi sætter fokus på sejlerferie i Limfjorden og Mariager Fjord

Destination Limfjorden har mere end 500 kilometer kystlinje, og langs kystlinjen finder du mange hyggelige og idylliske lystbådehavne, som bestemt er et besøg værd. Minbaad.dk sætter fokus på sejlads i Limfjorden denne sommer, lige fra Struer i syd til Løgstør i nord. Læs her om fire havnebyer.

Af Troels Lykke |

Det tager typisk et par dages sejlads til Limfjorden, hvis du kommer fra Odense eller København, og mindre hvis du kommer fra Aarhus, men når du kommer dertil, får du til gengæld en naturoplevelse, som gør et godt indtryk på de fleste.

Og når du kommer forbi Aalborg og under Aggersundbroen dukker en hel del havne op, som er værd at besøge. Netop de havne vil vi på Minbaad.dk sætte fokus på.

Du skal dog være opmærksom på, at der godt kan stå en frisk vestenvind, når du passerer Aggersundbroen, hvor Limfjorden bliver bred, og mange steder bliver man nødt til at sætte motoren, da det bliver for smalt til at krydse i sejlrenderne.

Så bliv ikke forskrækket, hvis båden kysser sandbunden. Minbaad.dk har selv prøvet det, da vi sejlede gennem Limfjorden og videre over mod Skotland.

Start i Mariager

Alligevel er Himmerland ikke det værste sted at “havne”, når man er lystsejler.  Faktisk er der mange anløbssteder, der banker barometret i top, når det kommer til idyl og atmosfære. Her er også større lystbådehavne med lækre faciliteter.

Hvis du ikke har tid til at sejle helt til Limfjorden, kan du starte med at sejle ind i Mariager Fjord og videre mod Hadsund, Mariager og helt ind til bunden af fjorden, hvor Hobro ligger.

Men har du tiden og sejler dybt inde i Limfjorden, er der virkelig mange hyggelige havne at besøge fra Struer i syd til Løgstør i nord. Når du ikke dem alle i år, har du jo en grund til at komme igen.

- Her får du virkelig den maritime stemning at føle og ikke mindst idyl, atmosfære og tjærelugt, fortæller Helene Christensen fra Destination Himmerland til Minbaad.dk.

Muslingebyen Løgstør

Den første havn, du møder efter Aggersundbroen, er Løgstør. I Muslingebyen Løgstør hylder man med stolthed Limfjordens muslinger. Det afspejler sig blandt andet i sommerens begivenheder, som kulminerer med Muslingefestivalen i juli. Løgstør er dog også andet end muslinger.

Den skønne natur i og omkring Løgstør giver rig mulighed for flotte vandre- og cykelture. Desværre er Muslingefestivalen aflyst i 2021 (og i 2020) grundet corona, men der er en masse sjove aktiviteter og musik på havnen i løbet af hele sommeren.

Hvis man skal finde oplevelser til børnene, er det også muligt i Løgstør. I kan blandt andet tage på Limfjordsmuseet, hvor de har et væld af oplevelser til børn og barnlige sjæle.

Klap en fladfisk, kæl for en krabbe, leg på udendørs legeplads eller lån et fiskenet og udforsk rejer, krabber, søstjerne og mange andre smådyr i Limfjorden.

Holstebro-Struer havn er den største i Limfjorden

Vil man til store havne, er Holstebro-Struer Lystbådehavn Limfjordens største og har derfor med mange gode faciliteter tiltrukket fastliggende lystsejlere fra et stort geografisk område.

I sommermånederne summer havnen af solskin og liv - en skøn forening af landkrabber, turister, fastliggende og gæstesejlere. Alle medvirker de til at skabe den stemning og det specielle miljø, som så mange sætter pris på.

Havnens personale sætter en ære i, at Holstebro-Struer Lystbådehavn hele tiden fremtræder ren, indbydende og brugervenlig.

Livø - det grønne paradis, uden biler

På Livø, der også er kendt som Limfjordens grønne paradis, vil du opleve nærvær, fællesskab og gæstfrihed i et omfang, du kun kan opleve på en ø af Livøs størrelse.

Gæster må ikke medbringe biler på Livø, så du vil opleve en stilhed, som du kun finder i de yderste afkroge af Danmark.

Øen har en fantastisk smuk og varieret natur med et rigt dyreliv på de godt 320 hektar. På spidsen af den fredede og utilgængelige Livø Tap lever sæler, mens rådyr og dådyr i flokkevis græsser i skovene og markerne.

Har du hund med i båden, skal du være opmærksom på, at hunden ikke må komme med i land. Dog må den gerne luftes i snor på havnens område.

I løbet af sommeren bliver der arrangeret Nordic Folk Festival på Livø fra d. 2. til d. 4. juli. Et nyt event med fokus på nordiske folkemusik.

Glyngøre havn kaldes for ’Lille Skagen’

Glyngøre Havn er tilsluttet frihavnsordningen og har plads til 100 både. Klubhuset står til rådighed for gæstesejlere. Her findes bad og køkkenfaciliteter. Havnen er fuldstændig rolig under alle vindforhold. Fælles indsejling med fiskerihavn.

Havnen har et spændende miljø med Æ Kassehus, fyrtårnet, Stærekasserne og den gamle færgehavn, og Glyngøre Havn kaldes i folkemunde "Lille Skagen".

I 2011 åbnede restaurant Limfjordens Hus, som er bygget helt ude i vandkanten med udsigt til Sallingsundbroen. Museet Glyngøre Kulturstation i den gamle jernbanestation har bl.a. en permanent udstilling om fiskeri i Limfjorden gennem 1900-tallet. Den tidligere jernbane fra Glyngøre til Skive er nu cykel- og vandresti.

Her finder du kort og havne i Limfjorden

Her er kortoversigt over havnene, hvor du kan klikke på den havn du ønsker at sejle til: www.ferievedlimfjorden.dk/explore/aktiviteter-cid36/lystbaadehavne-cid4

Læs også mere her: www.destinationhimmerland.dk/oplev/maritime-himmerland

content-loader
content-loader
content-loader