Hvem er Danmarks bedste kølbådssejler? Det afgøres i Skovshoved tæt på land
X-Yachts og Sejlsportsligaen har samlet de danske stjernesejlere til en sejlerfest i Skovshoved 25. september. Hundredevis af OL, VM, EM og DM medaljer kæmper om titlen. 18 besætninger stiller til start, herunder Bouwe Bekking, Jørgen Bojsen-Møller og Sten Mohr.
OL-stjernerne Jonas Warrer, Jacob Precht, Ida Marie, Marie, Lin og CP møder bl.a. tidligere OL-medaljetagere som Jonas Høgh Christensen, Jena & Katja, Martin Kirketerp og brødrene Jacob og Jørgen Bojsen Møller.
Toppet op med masser af tidligere OL-deltagere, verdensmestre og andre stjerner, der har hentet stolte medaljer til Danmark, i årtier.
Mohr, Søderlund, Bekking og andre
18 besætninger stiller til start. Her i blandt Sten Mohr, Jens Christensen, Henrik Søderlund, Henriette Kock, Bouwe Bekking, Sejlsportsligaens mestre, Mads Christensen, Lars Nordbjærg, Peter Warrer + mange flere, lyder det til bådpressen fra Sejlsportsligaen og X-Yachts, sponsor i ligaen.
DRs kommentatorer Susanne Salminen og Bo Hasseriis sidder på land og sikrer at publikum hele tiden har overblik over sejladsernes forløb.
X-Yachts STAR MEETING foregår helt inde ved molekanten så publikum kan få en kæmpe oplevelse når stjernerne skal fighte mod hinanden i Sejlsportsligaens speedfleetrace-format.
Der sejles i Sejlsportsligaens J/70 sportsbåde med 3 hektiske sejladser i timen. Første sejlads kl 10.00 – sidste omkring kl. 17.00.
Kom forbi til en ultimativ fight og sejlerfest
Det er umuligt at sige hvem der vinder X-Yachts STAR MEETING titlen 2021. Deltagerne har alle så mange kapsejladser, sømil på logbogen og medaljer i skabet, at det vil være svært at spille på en sikker vinder.
For X-Yachts, Sejlsportsligaen og Skovshoved Sejlklub er målet en fejring af alt det sejlsporten kan - til vands og til lands.