Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Andreas Svensson fra Skærbæk Bådklub var snublende tæt på at vinde årets sidste ranglistestævne i Europa-klassen. Foto: Kenneth Bøggild

Unge Andreas Svensson var lige ved og næsten – men nidobbelt verdensmester vandt til slut i Europajollen

Suveræne Anna Livbjerg var tæt på at indkassere et sjældent nederlag, da ungdommen viste overblik i Sønderborg. Hele 48 Europajoller var på startlinjen ved årets sidste ranglistestævne. Kenneth Bøggild fra Europa-klassen blogger fra sejladsen.

Af Kenneth Bøggild, Europajolle-klassen |

Med Dybbøl Banke som baggrund var scenen sat for endnu et søslag i klassen. Lørdag blev sejlerne da også mødt af noget nær perfekte betingelser: 

5 – 7 m/s fra SØ, høj sol og nærmest sommerlige temperaturer. Perfekte betingelser for sejlerne og bane-crewet.

Pulsen i vejret

Første sejlads kom fint afsted, og sejlerne nød banelederens beslutning om at sætte O-flaget, og derved give pump og rock fri på læns og slør. Specielt i den forreste del af feltet blev der arbejdet, så pulsen hos alle var tæt på maks.

Andreas Svensson, Skærbæk Bådklub, kom bedst fra start og fortsatte sin imponerende sejlads, som han også har vist til de foregående stævner, dog nu i en form hvor han viste meget høj, stabil sejlads.

Andreas er en af feltets yngste sejlere, dette på trods viser han et imponerende overblik på banen og holder konstant fart i jollen.

Også klassens nidobbelte verdensmester, Anna Livbjerg, Kaløvig Bådklub, havde godt gang i jollen, hvor hun specielt på læns og slør viste skræmmende fart.

Gule flag på stribe

Efter tre sejladser i stabile 6 m/s droppede vinden til under 6 m/s, og baneledelsen besluttede fornuftigt at afvikle dagens fjerde sejlads uden fri pump.  

Det betød, at juryen fik travlt. Enten var klassen ikke afstemt med juryens linje, eller der var gået automatik i sejlerne bevægelsesmønster, for der blev ikke sejlet mange meters læns, før de første gule flag ramte de forreste både. 

Den lynhurtige Mark Hestbæk, Vallensbæk Sejlklub, blev hårdt ramt i fjerde sejlads ved at indkassere to gule flag og derved en kedelig nødvendigt udgået.

Også Oscar Thule, Fredericia Sejlklub havde en herlig første dag på vandet i de tre første sejladser. I fjerde sejlads gik det dog galt for ham, da han under sort flag blev identificeret som værende på banesiden, og derved havde han sin fratrækker på plads. 

Efter de fire sejladser var det slut. Pointene var tætte i toppen. Andreas Svensson var dog i en klasse for sig med en imponerende serie bestående af 1,1,1,2.

En overraskende drejning

På stævnets andendag blev sejlerne mødt af køligere vejr, men forsat herlige 4 – 5 m/s fra SØ. Skønne betingelser med tanke på, at det jo er oktober måned.

Baneledelsen kæmpede med de fire starter, som alle endte med at blive afviklet under sort flag. En del blev pillet ud, men det virkede til at være eneste mulighed for at få de ivrige sejlere afsted.

Andreas tog på vandet med et fornuftigt pointforspring til Anna Livbjerg, og med Andreas' imponerende sejlads virkede det til at ligge lige for, at han skulle vinde stævnet. Sådan skulle det ikke gå.

Flere sejlere i feltet var fortsat kapsejladssultne, så allerede efter første sejlads var stævnet helt åbent igen, efter Andreas kom i mål som 8'er og Anna Livbjerg som 2'er.

Stabile Livbjerg viste vejen

Til forskel fra førstedagen var der store trykforskelle, og en strøm på tværs af banen begyndte at smide lidt ekstra krydderier ind over sejlernes taktiske overvejelser. Specielt den tiltagende strøm gjorde, at bagbord side af banen blev kraftigt favoriseret.

Bortset fra en enkelt sejlads, hvor et kraftigt højredrej betød, at sejlerne midt højre rundede først om topmærket, var det bagside af banen, som spillede.

Anna Livbjerg viste i de afsluttede sejladser, hvorfor hun har vundet VM ni gange. Hun sejlede et stabilt første opkryds, og rundede aldrig blandt de absolut forreste, men når læns og slår var overstået, havde hun fået sejlet sig op blandt de forreste både. Af alle på banen sejler hun suverænt stærkest i forhold, hvor der ikke er fri pump.

På trods af Andreas' imponerende førstedag var der ikke noget at gøre i forhold til Anna Livbjergs stabile serie, ikke mindst da han indkasserede en for tidlig start i sidste sejlads, som så blev hans fratrækker, og han derved havde en 11. plads som tællende sejlads.

Podieplaceringer ved stævnet

Samlet:
1: Anna Livbjerg, Kaløvig Bådelaug

2.: Andreas Svensson, Skærbæk Bådklub

3: Oscar Thule, Fredericia Sejlklub

Piger:
1: Anna Livbjerg, Kaløvig Bådelaug

2: Marisa Rock, KYC

3: Karoline Kiel, Fredericia Sejlklub

Drenge:
1: Andreas Svensson, Skærbæk Bådklub

2: Oscar Thule, Fredericia Sejlklub

3: Anders Vesterholm-Lavesen, Hellerup Sejlklub 

Se de samlede resultater her.

content-loader
content-loader
content-loader