Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Finnjollesejler Martin Mikkelsen runder foran Jens Kristian Andersen (246) og Christian Reed Rasmussen (306) ved Polyster Cup i Kastrup. Foto: Preben/Kastrup Sejlklub.

Demokratiet ved Finnjolleklassens Polyester Cup når nye højder

Lars Hall og Jan Peetz måtte dele ét point i stævnet, der traditionelt betegnes som klassens mest demokratiske stævne. En usædvanlig pointscore sikrer samtidig Otto Strandvig en overbevisende sejr.

Af Sara Sulkjær |

Det traditionelle forårsstævne for Finnjoller i Kastrup Sejlklub, Polyester Cup, er kendt som årets mest demokratiske stævne.

Stort set alle sejlere når i løbet af stævnet at være med helt fremme – eller tilbage. Det er de udfordrende vind- og strømforhold, der gør dette stævne til et fantastisk tune-up-ræs. Også i weekenden, hvor årets stævne tog ét skridt op ad den demokratiske rangliste:

- I den fjerde sejlads kunne baneledelsen ikke afgøre, om Lars Hall eller Jan Peetz kom først i kampen om sjettepladsen. Hvad gør man så? På enkel og demokratisk vis fik de i stedet 6,5 point hver, beretter Finnjolleklassen på sin hjemmeside.

Strandvig bryder agendaen

Stævnets demokratiske dimension stopper dog her. Stik imod traditionen lykkedes det stævnets vinder, Otto Strandvig, at sejle en usædvanlig høj samlet pointscore i hus, hvorfor han i sikker stil kunne tage sejren efter de i alt otte sejladser:

- Forholdene i et par af sejladserne gjorde, at der var andre sejlere, som var ’smartere’, ligesom der i enkelte sejladser var nogen, som var hurtigere. Også på læns, forklarer Finnjollesejlerne. 

40 minutter måtte sejlerne dyste i hver sejlads, der blev sejlet under høj sol og med evalueringsvæske efter sejladserne.

Den bedste rookie på tredjepladsen

Med blot 13 nettopoint var der ingen tvivl om Otto Strandvigs førsteplads, mens Jens Kristian Andersen med 25 point sneg sig op på stævnets andenplads.

Christian Reed Rasmussen forsvarede med 28 point sin flotte tredjeplads fra førstedagen, hvilket blev præmieret med 'Den bedste rookie’-vandrepræmien. 

Læs mere om Finnjollernes forårsstævne her.

Kilde: Finnjolleklassen

content-loader
content-loader
content-loader