Vælg den rigtige glasfibermåtte til din båd
Glasfiber er ikke bare glasfiber. HF Marine i Svendborg guider i brugen af epoxy og polyester. Eksempelvis om hvilken glasfibermåtte/dug, man skal vælge til sin epoxyresin.
Det kan være svært at finde rundt i glasfiberdug-/-måtte-verdenen, for det kan faktisk være ret teknisk. HF Industri & Marine hjælper dig her på vej.
Hvilken måtte du vælger, er ikke lige meget i forhold til styrken på det færdige resultat. Vi gennemgår her de mest almindelige typer glasfiberdug/-måtte, der findes på markedet.
Inden du starter
Først og fremmest afhænger de mekaniske egenskaber af fiberretningen og konstruktionen, og måtter måles i antal gram per kvadratmeter for et enkelt lag.
Hugget måtte, ofte kaldet glasfiber, eller også kaldet chop strand mat, CSM, anvendes typisk til polyester-laminater, enten i en emulsion eller pulverbundet udgave.
CSM er billig og kan "rives" i facon til de stykker, der skal bruges. Det findes typisk i 300, 450 og 600 grams udgave.
Bedre produkt
Typisk og mest brugt er emulsionbundet, hugget måtte. Bindemidlet opløses af styrenen i resinen, således at fibrene flyder frit. Problemet med emulsion er, at den består af en vandopløselig lim, PVA. Rester af PVA i laminatet kan være en af flere årsger til glasfiberpest/osmose.
Pulverbundet, hugget måtte er lidt dyrere, men også bedre. Pulveret er ikke vandopløseligt, derfor anvender produktionsværfter pulverbundet måtte i de yderste lag under vandlinjen. Det vil langt hen ad vejen eliminere årsagerne til glasfiberpest/osmose.
Isopolyester skal anvendes til brug sammen med pulverbundet måtte.
To over to fibre
Vævet glasfiberdug/-måtte bliver også kaldt roving. Fibrene er vævet sammen til en dug på samme måde som tekstil og kan væves i mange forskellige mønstre og vægtklasser, mest brugt er plain weave og twill weave.
Plain er vævet 0-90 grader, én fiber over én fiber. Twill er vævet 0-90 grader, men to over to fibre. Twill weave er mest føjelig og draperbar, hvor plain weave er en smule mere stiv.
Disse typer ligger fra 50 gram/kvadratmeter til 600 gram/kvadratmeter, mest brugt er 200-300 gram/kvadratmeter. Det giver større styrke og stivhed end hugget måtte, og giver stor slagfasthed til laminatet.
Produktet anvendes typisk til lettere reparationer, forstærkninger eller armering af finer, krydsfiner eller træ, hvor træet stadig kan ses igennem dugen. Dugen giver en fin jævn overflade.
Multiaxiale måtter
Her findes både biaxial +/-45° og i 0°/90°, Triaxial +/-45°/0° eller +/-45°/90° og Quadiaxial +/-45°/0°/90°.
Alle disse typer er syede måtter, hvilket vil sige, at lagene er syet sammen. Hvert lag er orienteret i en speciel retning i forhold til det foregående lag.
Her kan man optimere styrke og stivhed i laminatet i den retning, hvor den skal tåle den største belastning. Dette gør, at man kan konstruere og bygge et laminat, som er meget tyndere og lettere i forhold til styrken.
Mest anvendt til reparation af større skader, huller, forstærkninger og typisk mest brugt til bådreparation er den Biaxiale +/-45°, mest anvendt mellem 300-600 gram/kvadratmeter.
Unidirektional - også kaldet UD
UD eller ensrettet fibre er en måtte, hvor kun fibrene går i en retning, typisk i 0 grader retningen.
Måtten kan være vævet sammen eller syet med små tråde på tværs. UD anvendes typisk i områder, hvor forstærkning i længderetningen ønskes. Mest anvendt er UD mellem 200-600 gram/kvadratmeter.
Kulfiber
Kulfiber genkendes let på den sorte farve. Den findes både som vævet, unidirektional og multiaxiale måtter.
Prodouktet giver meget stor styrke og stivhed i forhold til vægten. Samtidig er kulfiber en del dyrere end almindelig glasfiber og anvendes typisk i konstruktioner, hvor stor styrke og lav vægt er vigtig.