Gå til hoved-indhold
Udstyr

Hvad lystsejlerne bør kræve af deres navigationsudstyr for fx at opdage en skydebane ved vandet

Mange køber plottere med fabrikanternes selvtegnede, simplificerede kort med egne piktogramtegninger frem for at bruge de officielle piktogrammer, der ganske vist mest er baseret på oplysninger fra Geodatstyrelsen, siger Harding E. Larsen, der blev skudt efter under sejlads.

Af Troels Lykke |

B-31-sejler Harding E. Larsen fortæller her om vigtige informationer, som klassens sejlere blev informeret om i efteråret under et foredrag:

Jens Peter Weiss Hartmann, der er uddannet skibsfører og censor ved Y1- og Y3-prøverne, indledte mødet med at stille B-31-sejlerne en række spørgsmål vedr., om de havde papirsøkort og/eller plotter ombord, og om de holdt dem opdaterede.

Derefter gennemgik han Geostatstyrelsens (GST) anvisninger, bl.a. anvendelse af vagtholdsbestemmelsens punkter vedrørende planlægning af en rejse fra A til B.

Da lystsejlerne sejler i meget forskellige fartøjer og områder blev det til gengivelse af de meget brede formuleringer, gengivet fra regelsættet.

Men én ting er sikker: Man skal navigere med tilstrækkeligt og nødvendigt udstyr for det område. man besejler.

Nemmere med papirsøkort

Med papirkort er det meget nemmere at få øje på farer, og du kan flytte dine øjne hen over kortet meget hurtigt. Du skal have kort med størst mulig opløsning ved hånden; ikke altid en nem opgave på en lille eller mellemstor båd på en længere passage.

Derfor kom han ind på de forskellige søkorttyper, både for papirversioner og elektroniske kort, samt hvem der leverede data for kortene og den kvalitet, man kunne forvente af de forskellige produkter.

En fordel ved papirkort i forhold til ENC'er er den hastighed, hvormed du kan scanne et kort og se, hvor opdateret det er. Du kan også nemt slå kildediagrammets alder op på et kort; husk at der er stadig områder med nuværende søkort for Stillehavet, der dateres tilbage til 1770 og blev opmålt af en vis kaptajn James Cook!

Kend dit udstyr og dens baggrund

På den elektroniske side et vink med en vognstang om, at sejlerne skulle kende fabrikantens databehandling, både af korttegningen, men vigtigst de skulle kende, hvordan plotteren virkede.

Dét, der i programmørkredse kaldes for ”Datamodellen”. Den viser, hvordan deres styremotor behandler kortdata for visning til brugeren. Hver kortplotterfabrikant har deres egne proprietære styreprogrammer, der ikke altid er lige heldigt udformede, de burde i stedet følge myndighedernes anvisninger og dertil de officielle piktogrammer, som bruges i S-57 kortene. Hertil at opdateringerne udføres efter udgivelserne i EfS.

Der er stor uvidenhed og usikkerhed på disse områder. Der findes kun få standarder, hvorfor opfordringen var: Kend dit produkt og dets begrænsninger.

Hertil kommer backup, strømforbindelser og evt. dataforbindelse og placering af udstyret ombord – om det er vandtæt.

Skibsfører har fuldt ansvar

Gentagne gange blev det fremhævet, at det var skibsføreren, der havde det fulde ansvar.

Fremkomsten af ​​sidescan-ekkolod i 1972 øgede nøjagtigheden af ​​søkortene betydeligt, selvom der stadig gik 17 år, før GPS bragte positionsnøjagtighed. Kildediagramdatoen er svær at bestemme på mange små plotteres ENC'er.

Hvad hvis vi har en total elektrisk fejl, hvordan skal vi så klare ENC'er?

Der er ingen tvivl om, at elektrisk udstyr er mere pålideligt på skibe i disse dage, og normalt vil mindst halvdelen af ​​besætningen have separate elektroniske kortapps på deres egne tablets og smartphones.

Disse enheder er også blevet mere og mere vandtætte. At have ekstra reservesystemer, hver med deres egen strømkilde, virker som et godt udgangspunkt for at imødegå elektriske fejl. Men skal vi navigere på tilfældige apps og tilfældige strømkilder?

Større fartøjer har nu en forbedret standard for elektronisk kortlægning, som vedtager en industristandard for skærme, strømkilder og type ENC'er. Hele systemet kaldes ECDIS (electronic charting displays) og er nu påkrævet på kommercielle skibe over 500 BRT køre på to systemer, hver med uafhængige strømforsyninger.

I den professionelle skibsfart skal alle navigatører certificeres til specifikt de elektroniske navigationssystem, de anvender ombord i det skib, han er navigatør på. Netop for at sikre at han har den fornødne baggrund for at kunne anvende systemet tilstrækkeligt optimalt. Et emne, der helt mangler for uddannelserne for lystsejlere.

Billigt Seapilot - pas på med selvtegnede kort

Lystsejlerne tror, at det er det rigtige, de har købt, men det er langt fra tilfældet. Dog kan de kan få de rigtige kort i gratisprogrammet Seapilot meget billigt.

Mange køber plottere med fabrikanternes selvtegnede, simplificerede kort med egne piktogramtegninger frem for at bruge de officielle piktogrammer, og til dels ganske vist baseret på oplysninger fra GST. Herfor betaler de ofte flere tusind kroner for disse kort foruden en dyr plotter.

I den professionelle skibsfart, hvor der stille krav til sporbarhed for visning af korrekte kortdata, koster kortene til sammenligning over 60.000 kr. om året.

Opmålingsdata er nu blevet erstattet på skibsfartens søkort af Category Zone of Confidence (CATZOC). CATZOC-laget kan simpelthen tændes eller slukkes efter operatørens skøn og betyder, at en vurdering af nøjagtigheden af ​​kortdataene nemt kan foretages.

CATZOC-info er bedre end blot datoen for opmålingen, da den vurderes på nøjagtigheden af ​​den vandrette position, dybden, arten af ​​havbunden og opmålingsudstyr, der blev brugt. Kontrol af CATZOC er nu en del af due diligence for navigationsplanlægning på kommercielle fartøjer.

Den mest nøjagtige CATZOC er A1, og skalaen går gennem A1, A2, B, C, D til U (uvurderet). De er vist på søkortene, normalt som trekanter eller aflange ovaler med op til seks stjerner indeni; seks stjerner, der indikerer A1-nøjagtighed.

Vi kan forvente, at CATZOC vil filtrere ned til mindre både - det er allerede ved at blive indarbejdet i papirkort.

Sejlerhilsner
Harding E. Larsen, B-31-sejler

content-loader
content-loader
content-loader